EN FÆLLES SPROGSTRATEGI KAN BIDRAGE TIL EN OPKVALIFICERING OG EN STÆRK FAGKULTUR INDEN FOR SPROGFAGENE

Tak, merci, danke and thanks a lot. I Aarhus sætter politikerne nu styrkelse af sprog på dagsordenen.

På min skole markerede vi fredag d. 21. februar “Den internationale modersmålsdag” med at hylde alle vores elevers flersproglige ressourcer. Vi har lige nu 48 forskellige sprog på skolen, så fest og fejring er der god grund til.

På min egen niende årgang fik vi sagt godmorgen til hinanden på alle klassens sprog og fik set på verdenskortet over sprogenes udbredelse. Vi havde en nysgerrig samtale om modersmål, hjemmesprog, skolesprog, fremmedsprog og ikke mindst, hvordan vi navigerer mellem sprogene. Denne dag er på “To-do-listen” over nye tiltag, når vi næste gang skal opdatere skolens lokale sprogstrategi. Vi har allerede fejringen af den “Europæiske sprogdag” skrevet ind i vores årshjul for sproglige aktiviteter og indsatser, skolens elever arbejder med og sproglærerne forbereder fælles.

Jeg underviser nemlig på en folkeskole, hvor vi har udarbejdet vores egen lokale sprogstrategi. Jeg har i mit tidligere indlæg En sprogstrategi - det ka’ vi li’! beskrevet, hvordan arbejdet med strategien foregår, og hvordan en fælles strategi kan være med til at understøtte den daglige indsats for et frugtbart og ambitiøst fremmedsprogsmiljø. Indlægget er dateret tilbage i 2023, og siden er strategien både ændret og udbygget. Sprog- og kulturarbejde er dynamisk og de beskrevne indsatser skal derfor både evalueres, revideres og suppleres. Sprogstrategien opdateres således hvert eneste skoleår på sproglærernes første fagmøde, så den er i tråd med det, vi arbejder for at lykkes med i vores sprogundervisning i løbet af et skoleår.

Læs artikel af Rikke Hjort Hvillum, Folkeskolens franskrådgiver, lærer på Skovvangskolen, Folkeskolen.dk, 3. marts 2025.
https://blog.folkeskolen.dk/folkeskolens-tysk-og-franskradgiver-fransk-inspiration/laerer-skolerne-skal-udvikle-en-lokal-sprogstrategi/4800698