ET VELUNDERBYGGET OG VELUDBYGGET FREMMEDSPROGLIGT BEREDSKAB ER VEJEN MOD FORSTÅELSE OG SAMARBEJDE PÅ TVÆRS AF SPROGLIGE OG KULTURELLE SKILLELINJER

Coronakrisen har mindet os om, at de store globale udfordringer ikke lader sig standse af nationale grænser. Den har også mindet os om, at effektive løsninger på verdensomspændende kriser kræver internationalt samarbejde og indsigter i det, der fremmer eller hindrer et sådant samarbejde. Det kræver stærke sprog- og kulturforskningsmiljøer at frembringe denne viden. Der er derfor behov for at sikre betingelserne for den fortsatte udvikling af de humanistiske fremmedsprogsmiljøer.

Da verdens lande i foråret 2020 blev lukket ned på stribe, blev også grænserne lukket i et forsøg på at bremse hastigheden og omfanget af smittespredningen fra den nyopdagede coronavirus. Et år efter kæmper de fleste lande stadig med større eller mindre bølger af epidemien. Det er en vigtig påmindelse om, at de store globale udfordringer – migration, stigende ulighed, radikalisering, (af)globalisering, klimaforandringer, alliancer i opbrud, pandemier – ikke lader sig standse af nationale grænsebomme men kræver løsninger på internationalt niveau. I den forstand er vi, som den danske filosof Peter Kemp har formuleret det, verdensborgere.

For at nå frem til fælles løsninger skal vi nemlig kunne indgå i en dialog med resten af verden om mål og midler. Vi skal kunne forstå ikke bare, hvad de andre mener, men også hvorfor de mener, hvad de gør. Og her kan det være relevant at minde om – hvor banalt det end måtte forekomme – at selve essensen af menneskelig kommunikation er ... sprog. Ikke bare sprog forstået som evnen til at give sine tanker en sproglig udformning, men sprog forstået som den mangfoldighed af konkrete sprog, der er i brug mellem mennesker: det er flersprogede mennesker, der sikrer, at dialog over sproglige grænser overhovedet kan finde sted.

Humanioras sprog- og kulturforskning er på én og samme tid både indlysende nødvendig – og stort set usynlig. Usynlig fordi sprog er noget, vi alle sammen bruger hver dag og hele tiden, og – når det gælder vores førstesprog – uden at være opmærksom på, at evnen til at tale og skrive sproget er noget, vi har måttet lære. Nødvendig fordi der er så mange ting på spil i og mellem sprogene, som vi kun kan begribe og foregribe, hvis vi kender de kulturelle og historiske erfaringer, de forskellige sprogbrugere bærer med sig.

Sproglig mangfoldighed er til stede i mange både globale, nationale og helt lokale situationer rækkende fra internationale forhandlinger til udviklingsarbejde, integration, uddannelse, internationale arbejdspladser, kulturudveksling, foreningsliv eller bare den flersprogede families snak over aftenmåltidet. Hver af disse situationer rummer en række praktiske og teoretiske spørgsmål om blandt andet sprogpolitikker, interkulturel forståelse, sproglige rettigheder og forholdet mellem sprog og identitet, som kunne fortjene en uddybning. Men her vil jeg begrænse mig til at diskutere den samfundsmæssige betydning af et velunderbygget og veludbygget fremmedsprogligt beredskab.

Læs kronik af Lisbeth Verstraete-Hansen, lektor ved KU, i DM.dk. (Dato ikke angivet).
https://dm.dk/politik-og-presse/dms-politik/forandring-og-sammenhaengskraft/sprog/lisbeth-verstraete-hansen