FAGLIGHEDEN SOM DET CENTRALE I ARBEJDET MED KUNSTIG INTELLIGENS

Det seneste halve år har Roskilde Gymnasium gennemført et udviklingsprojekt om generativ kunstig intelligens (GAI). Det overordnede formål med projektet er at integrere GAI i undervisningen ved at efteruddanne både lærere og elever.

Henning Romme Lund, lærer og pædagogisk it-vejleder, og Torben Geilman, uddannelseschef, startede projektet med 17 lærere fra forskellige faggrupper. De har eksperimenteret med AI og udviklet et undervisningsmateriale, som de underviste deres kolleger i over et par kursusdage i starten af skoleåret. Materialet indeholder både hands-on-øvelser og diskussionsmateriale, fortæller Henning Romme Lund, som har haft hovedansvaret for projektet.
"Faglige diskussioner er vigtige i arbejdet med AI. Derfor har vi faktisk brugt halvdelen af tiden på diskussioner blandt andet om etik," fortæller han.

Derudover har projektgruppen produceret et 60 siders inspirationskatalog med forskellige muligheder og skabeloner til, hvordan lærerne kan komme i gang med at arbejde med GAI (fx chatbots).

Sidenhen er arbejdet med GAI fortsat i faggrupperne. Nogle faggrupper tager sammen på efteruddannelse, for eksempel har sproglærerne været på kursus på et andet gymnasium for at få inspiration. Andre faggrupper ønsker at få en ekstern oplægsholder på besøg.
"Vi har lagt det helt op til faggrupperne at beslutte, hvordan det giver bedst mening for dem at gå videre med AI. Det er ikke sikkert, at alle når det lige nu. Men muligheden er der for at blive klogere sammen," siger Torben Geilman.

Også eleverne skal snart gennem noget af undervisningsmaterialet. Her fylder diskussionen også en del. Projektgruppen har blandt andet lavet nogle debatkort, hvor eleverne skal drøfte, hvad viden er. Hvad man kan bruge GAI til, og hvad man ikke kan bruge det til.
"Ligesom lærere er elever heller ikke ens, og de har forskellige holdninger til, hvad GAI kan bruges til. Det er en vigtig diskussion at tage med eleverne, så de bliver bevidste om, hvornår GAI faktisk kan gøre dem dummere," siger Henning Romme Lund

Læs artikel af Malene Romme-Mølby, Gymnasieskolen.dk, 18. december 2024.
https://gymnasieskolen.dk/articles/paa-roskilde-gymnasium-ser-de-ai-som-en-faglig-kompetence/