HVOR BLIVER DE LOKALE SPROGSTRATEGIER AF?

Alle landets kommuner og uddannelsesinstitutioner bør have en lokal sprogstrategi. Sådan lød det opfordrende fra VLAK-regeringen, da den i november 2017 lancerede sin nationale sprogstrategi, der blandt andet afsatte 99 millioner kroner til et nationalt center for fremmedsprog.
Her to år efter er der godt gang i det nye center for fremmedsprog. Til gengæld ser det sløvt ud med udarbejdelsen af lokale sprogstrategier, fortæller forsker og centerleder på centerets afdeling Øst, Mette Skovgaard Andersen.

En lokal sprogstrategi indebærer, at man lokalt tager stilling til, hvordan man vil forsøge at styrke fremmedsprogene i uddannelsessystemet.

"Der er en strategi på vej i Aalborg Kommune, og så er der også nogle få andre kommuner, der så småt er ved at gå i gang. Derudover ser vi nogle sprogstrategier på nogle gymnasier og universiteter. Men endnu ser det ikke ud til, at ambitionen rigtigt er slået igennem", fortæller Mette Skovgaard Andersen.

"Et af de store problemer er, at tingene ikke hænger særligt godt sammen. Det kan fx være, at den lokale folkeskole ikke udbyder fransk, men på det lokale gymnasium tilbyder de fortsætterfransk. Det spiller jo ikke sammen. Så det handler om at få kigget samlet på det, så man kan sikre bedre sammenhæng og også meget gerne et bredere udbud af fremmedsprog", forklarer Mette Skovgaard Andersen.

Læs artikel af Sebastian Bjerril i Folkeskolen.dk, 17. december 2019.
https://www.folkeskolen.dk/1181789/sprogforsker-faa-kommuner-er-kommet-i-gang-med-at-lave-sprogstrategier