KU INTEGRERER STUDIETEKNIKKER I DEN ALMINDELIGE UNDERVISNING HELE UDDANNELSEN IGENNEM

Nogle studerende drukner i de svære tekster, andre giver op på forhånd, når de ikke har teknikkerne til at studere. Derfor er Københavns Universitet i gang med at integrere arbejdet med studieteknikker i den almindelige undervisning – ikke kun i studiestarten, men hele vejen igennem bacheloruddannelserne.

På Københavns Universitet har de erfaret, at det ikke altid er nok blot at tilbyde et kursus i starten af første semester, hvor alle studerende bliver introduceret til studieteknik. Studerende tager nemlig ikke de gode råd til sig, før de har oplevet på egen krop, at de mangler kompetencerne. Og ofte er det først lidt senere på en uddannelse, at studerende bliver stillet over for de særligt store læsemængder og særligt komplekse opgaver.

Derfor er de på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet nu i gang med at sammentænke den almindelige undervisning med de studietekniske færdigheder. Helt konkret arbejder de med en matrix, som viser en oversigt over alle fag i et uddannelsesforløb, hvorpå de kortlægger, hvor der er behov for særlige studiekompetencer. Herefter sørger de for at tilrettelægge undervisningen, så studerende er rustet med de kompetencer, der skal til i hvert fag.

Læs artikel af Lars Dyrby Andersen, konsulent, EVA, 23. oktober 2018.
Måske der her kan være principielt gode råd, som også kan finde deres anvendelse på sproglige uddannelser.
https://www.eva.dk/videregaaende-uddannelse/saadan-rustes-ku-studerende-komme-igennem-pensum