MAN SKAL SKRIVE UNDERVISNINGSBØGER, FORDI MAN HAR LYST

(Selv om nedenstående artikel ikke direkte relaterer til sprog og sproglig læring, har jeg valgt at gøre opmærksom på den her pga. dens generelt relevante indhold).
----------------------
Drømmer du om at skrive en undervisningsbog? To forlæggere fortæller, hvad der skal til for at få udgivet bog. Og ja, du kan måske tjene penge på det, men sig ikke dit faste job op.

Du har udviklet et godt undervisningsforløb i historie, og du sprudler efter at dele det med andre. Det kan godt være begyndelsen til at skrive en ny undervisningsbog.

"Vi får en del henvendelser fra gymnasielærere, som har en idé til at skrive en bog. Et undervisningsforløb, man selv har udviklet, kan være et godt udgangspunkt for at skrive en undervisningsbog for os," siger Anders Hassing, som er forlagsdirektør på forlaget Columbus og tidligere gymnasielærer.

Forlagene forsøger hele tiden at udgive aktuelle bøger, som følger læreplaner, aktualitet og tidsånden, og derfor er de afhængige af at have et godt samarbejde med gymnasielærerne, som har fingeren på pulsen i deres fag, fortæller to forlæggere til Gymnasieskolen.

"En god forfatter til undervisningsbøger er også typisk en dygtig underviser, som har en viden om, hvordan faget bedst didaktiseres, og som har nye idéer til at arbejde med faget," siger Birte Ravn Østergaard, som er forlagschef på forlaget Systime under Gyldendal. Der er dog et stykke vej fra idé til handling og til udgivelse.

Anders Hassing mener, at man først og fremmest skal skrive undervisningsbøger, fordi man har lyst til det. "Du skal skrive om aftenen, i weekenden og i ferierne, så du skal synes, det er sjovt og interessant. Til gengæld bliver du også meget mere velfunderet i dit eget fag, og du kan sætte præg på dit fag, som rækker langt ud over din egen skole."

"Læreplaner er skeletter, og forfatterne til undervisningsbøger er med til at sætte kød og blod på skelettet. Du kan med andre ord være med til præge dit eget fag. Nogle forfattere bliver en markant stemme i faget, og det skal man ikke underkende betydningen af," siger Anders Hassing.

Læs artikel af Johan Rasmussen, Gymnasieskolen.dk, 21. maj 2024.
https://gymnasieskolen.dk/articles/saadan-bliver-du-laerebogsforfatter-to-erfarne-forlaeggere-giver-gode-raad/