ØGEDE KRAV TIL GYMNASIEELEVERS ENGELSKFAGLIGE VIDEN, FÆRDIGHEDER OG KOMPETENCER

Engelsk i gymnasiet er et langt mere komplekst fag i dag end tidligere. De øgede krav ser ud til at være gået ud over elevernes dybdeforståelse, konkluderer stor undersøgelse. Dog kan man ikke
konkludere, at gymnasieeleverne er blevet bedre eller dårligere til engelsk. Indholdet i faget og det, der bliver krævet af eleverne til eksamen, er forandret i forhold til tidligere, og derfor er det en umulig sammenligning.  

Det siger Ida Klitgård, dr.phil. og lektor fra Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet (RUC). Hun har været formand for det ekspertudvalg, der har undersøgt fagligheden i engelsk i gymnasiet. Undersøgelsen er en del af en stor faglighedsundersøgelse, som oprindeligt blev sat i gang af tidligere undervisningsminister Merete Rissager (LA), og som undersøger fagligheden i både engelsk, dansk, matematik og fysik.

"Fagligheden har ændret sig i takt med samfundsudviklingen. Faget er ’svulmet op’ og er blevet langt mere komplekst. Traditionelt var det et humanistisk sprog- og kulturfag. I dag er det også et samfundsorienteret og it-baseret fag. Man skal ikke længere bare læse Shakespeare og kunne bøje verber. Man skal også læse, skrive, lytte og tale om den engelsksprogede verdens historie, politik, kultur, litteratur, medier og sprog på mange niveauer", siger Ida Klitgård.

Ekspertudvalget i engelsk har analyseret lærernes undervisningsbeskrivelser i perioden 2009-2018 samt skriftlige eksamenssæt og elevbesvarelser i perioden 1981-2018 fra en række udvalgte gymnasier.
Desuden har man spurgt nutidens grundskolelærere, gymnasielærere og underviserne på engelskuddannelserne på universiteterne samt International Business på CBS, hvad de mener om elevernes niveau før og nu.

Det er dog kun den skriftlige del af engelsk på A-niveau i det almene gymnasium, ekspertudvalget er blevet bedt om at undersøge. Udvalget anbefaler, at man også undersøger elevernes mundtlige engelskfærdigheder, spørger eleverne om deres opfattelse af faget samt kigger på, hvordan innovation og selvstændighed kan få en større plads i læreplanen.

Læs artikel af Tina Rasmussen i Gymnasieskolen, 24. februar 2020.
https://gymnasieskolen.dk/ekspertudvalg-om-engelsk-kravene-til-eleverne-er-vokset