SAMTALE – FORSLAG (111): Mundtlig gruppeeksamen i konversationel kompetence

Der er her på bloggen skrevet en del om løbende vejledning som støtte for udvikling af samtalefærdighed. Med dette indlæg vil jeg også gerne give mundtlig gruppeeksamen i konversationel kompetence nogle ord med på vejen.

Gruppeeksamen i konversationel kompetence udviklede jeg i sin tid med henblik på skabelse af positiv washback. Termen washback refererer til den indflydelse, som en prøveform kan have på undervisningsform og læringsproces. Det vil sige, at der skulle sikres overensstemmelse imellem undervisningsform og eksamensform, således at eksamensformen og evalueringskriterierne testede og honorerede den arbejdsform og de læringsmål, der indgik i undervisningen. Dette afstedkommer logisk, at sprogelever i højere grad motiveres for at træne samtalefærdigheden ud fra de opstillede kriterier og læringsmål.

Af fordele ved gruppeeksamen i samtalefærdighed sammenlignet med en traditionel mundtlig eksamen skal nævnes:

-      Kommunikationen foregår i mere symmetriske rollekonstellationer, og den enkelte eksaminands præstation sættes ikke i skyggen af eksaminators.
-      Eksaminanderne føler sig mere trygge i et kommunikativt samarbejde med andre ligestillede og yder derfor en bedre præstation.
-      Eksaminanderne føler sig mere frie og spontane i sprogudøvelsen.
-      Kommunikationen virker mere naturlig end i den traditionelle eksamensform, hvilket logisk hænger sammen med, at læringsfokus netop er den naturlige samtale (i modsætning til fx lærerstyret dialog, rollespil o. lign).
-      Evalueringen foretages på et mere sikkert grundlag, idet eksaminator ikke behøver at bidrage til at holde samtalen i gang, men fuldt ud kan koncentrere sig om at bedømme hver enkelt eksaminands præstation.

Ifm. en mundtlig gruppeeksamen er det vigtigt at understrege, at der foretages en individuel bedømmelse af hver eksaminand. Ved bedømmelsen lægges der overordnet vægt på den enkelte eksaminands evne til at deltage i en mundtlig flervejskommunikation, hvor fordelingen af taleretten administreres selvstændigt af gruppedeltagerne, der skiftes til at have ordet og dermed rollen som afsender og modtager. Deltagerne er afhængige af hinandens tilstedeværelse og medspil for at kunne udføre rollen som samtalepartner, men det er den enkeltes måde at udføre rollen på i form og indhold, der bedømmes.

Mere specifikt bedømmes den enkelte eksaminands samtalefærdighed ud fra beherskelse af samtaleteknikker som replikskiftemekanismer, tilbagekanaliserende feedback, emneskift, diskursregulerende gambitter, adækvat konversationel adfærd, kommunikationsstrategier samt evt. særegne samtalekonventioner for det pågældende fremmedsprog. I den samlede bedømmelse af hver eksaminand indgår endvidere udtale, ordforråd og grammatik. Hvad angår sidstnævnte, er der ikke krav om decideret grammatisk korrekthed, men om "kommunikation uden meningsforstyrrende grammatiske fejl" (jf. indlæg 110: Relationen mellem konversationel og grammatisk kompetence).
Ovenstående kan naturligvis justeres efter niveau og behov.

Man kan blandt ikke fremmedsprogskyndige opleve den fejlagtige påstand, at deltagerne i en gruppeeksamen i samtalefærdighed kan øve indflydelse på hinandens bedømmelse, og at det for de samtalemæssigt svagere deltagere er muligt at "køre på frihjul".
Hertil må man indvende, at sprogtilegnelse grundlæggende er en individuel hjerneproces, der involverer komplekse kognitive mekanismer.
Udviklingen af de forskellige sproglige kompetencer, herunder den konversationelle, sker gradvist over lang tid og ikke på få minutter i en eksamenssituation. Hvis en samtalepartner i løbet af læringsprocessen fx ikke har tilegnet sig evnen til at give behørig tilbagekanaliserende feedback på de andres samtalebidrag, kan den pågældende ikke pludseligt realisere denne samtaleteknik, fordi de andre i gruppen behersker den.
Hvis læring foregik via "overførsel" i en kort eksamenssituation, ville eksamensgruppens medlemmer få samme bedømmelse. Dette er ingenlunde tilfældet.
Desuden bedømmes hver gruppedeltager på flere forskellige sproglige parametre i en samtale, hvilket gør det umuligt at "snyde" sig gennem alle.

Den anbefalede gruppestørrelse til eksamen er – som i træningsøjemed – på 3 deltagere, undtagelsesvist 2. I grupper på 4 deltagere risikerer man, at ikke alle formår at komme til orde, foruden at det er så godt som umuligt for censor og eksaminator at overskue bedømmelsen af så mange på én gang.

Hvad angår indretning af eksamenslokalet, er jeg i indlæg 81 (Det konstruktive og trygge vejledningsrum) inde på vigtigheden af at afdramatisere vejledningssituationen mest muligt. Dette er ikke mindre vigtigt, når det drejer sig om en eksamenssituation med deltagelse af en censor. En eksamen af denne type skal afholdes i en behagelig og så afslappet atmosfære som muligt.
I modsætning til indretning af lokalet ifm. vejledning, hvor vejleder sidder med ved samtalegruppens bord, anbefaler jeg ifm. eksamen, at eksaminator og censor sidder ved siden af hinanden ved deres eget bord og i en vis afstand fra samtalegruppens. Eksaminanderne sidder over for hinanden, så de har øjenkontakt.
Denne indretning valgte vi i sin tid, med henblik på at grupperne skulle fokusere mindst muligt på bedømmernes tilstedeværelse. Desuden tog vi mange noter undervejs i eksamensforløbet pga. den individuelle bedømmelse, og dette ville vi gerne undgå skulle distrahere gruppemedlemmernes arbejde med samtalen.

Som udgangspunkt deltager hverken eksaminator eller censor i gruppesamtalen. Der er dog to situationer – heldigvis sjældne – hvor eksaminator kan blive nødt til at gribe ind.
Den første kan opstå, hvis en samtalepartner af en eller anden årsag deltager så lidt i samtalen, at en bedømmelse umuliggøres. Skulle dette ske, anbefaler jeg, at eksaminator går ind i samtalen og stiller spørgsmål inden for de verserende samtaleemner i håb om at få skubbet den pågældende eksaminand i gang.
Den anden situation med aktiv deltagelse fra eksaminators side kan opstå, hvis samtalepartnerne af en eller anden årsag bliver hængende i det samme emne. Der blev stillet formelt krav om variation i samtaleemnerne og angivet et minimalt antal samtaleemner, der skulle berøres. Blev dette krav ikke overholdt, var der ikke et behørigt bedømmelsesgrundlag og ingen i gruppe kunne bestå eksamen. Derfor forsøgte jeg i sådanne tilfælde at redde situationen ved at gå ind i samtalen og foretage et emneskift.
Når de her beskrevne situationer, som nævnt, opstod meget sjældent, hænger det sammen med, at mine studerende jo var vante til de formelle vejledningssituationer. Formalia i disse var meget lig dem til gruppeeksamen, bortset fra at pensum var bredere og omfattede emner fra flere samtaleblokke (Jf. indlæg 105: Vedr. forberedelsestid ifm. formel vejledning og indlæg 106: Pensum og anvisninger ifm. formel vejledning).
-------------------
Den teknologiske udvikling, ikke mindst inden for AI, har som bekendt skabt en ny virkelighed i sprogundervisningen – specielt inden for skriftlighed. Dette har medført en stigende bekymring omkring læring og snyd.

Mange sprogelever efterspørger mere fokus på autentisk mundtlighed i undervisningen. De ønsker at blive bedre til at kommunikere mundtligt med indfødte sprogbrugere og efterlyser en undervisning, hvor samtalen ikke kun er lærerstyret, men i højere grad foregår i elevcentrerede interaktioner.

I denne kontekst står den mundtlige gruppeeksamen som en ideel bedømmelsesform – især når det gælder den konversationelle kompetence. Når sprogelever træner samtalefærdighed i grupper og efterfølgende bedømmes på en måde, der spejler denne interaktion, skabes en ønskelig sammenhæng mellem undervisning, læring og eksamen.