SAMTALE SPØRG-SVAR (6): Overgangen mellem smalltalk og bigtalk i ‘uformel samtale’

Spørgsmål:
Det fremgår af materialerne, at de 'uformelle samtaler' med fordel kan indledes med smalltalk, der så efterfølges af bigtalk i kernefasen. Hvordan foretages overgangen mellem small- og bigtalk, uden at samtalen går i stå?  

Svar:
Jeg henviser for det første til kompendiet Konversationel kompetence (1) – Teori, side 10-11, vedr. smalltalk. Link til kompendiet:
http://lone-ambjoern.dk/wp-content/uploads/2013/12/Konversationel-kompetence-1-teori.pdf

Hvis en samtale ufrivilligt går i stå, taler vi om, at "der går en engel gennem stuen". Det er tegn på, at kommunikationen ikke fungerer, og dermed noget, vi søger at undgå. Derfor er det et essentielt led i samtaletræning af give samtalepartnerne redskaber til at undgå unødige pauser.

Overgangen mellem small- og bigtalk foretages med et emneskift.
A.
Hvis der er en nær relation mellem indholdet i small- og bigtalken, bruges et såkaldt perspektivændrende emneskift. Denne form for emneskift flytter blot fokus på et andet perspektiv af samme emne. Dette betyder, at overgangen kan ske glidende og umarkeret, dvs. uden brug af en gambit til emneskift.
(Vælger man at bruge en gambit, skal det være en helt neutral en af slagsen, fx nå, ja, nå men).

Se lille oversigt over emneskift (på dansk):
Emneskift

Et eksempel kan være, at smalltalken (max 3 - 5 min.) handler om, hvad samtalepartnerne har lavet i weekenden. En samtalepartner har været på familiebesøg hos sine bedsteforældre, hvilket kan føre direkte over i en bigtalk om samtalepartnernes relationer til deres egne bedsteforældre.

B.
Hvis der ikke eksisterer eller kan skabes en emnemæssig relation mellem small- og bigtalk, skal anvendes et introducerende emneskift med brug af gambitter (jf. oversigten over emneskift).
-------------------------------------
Beherskelse af en hensigtsmæssig overgang fra smalltalk til bigtalk er en samtaleteknik, der kræver træning over tid, og som man ikke kan forvente, at samtalepartnerne kan udføre uden fokuseret opmærksomhed herpå.

Derfor kan jeg anbefale, at træningen heri nu og da henlægges til en forberedelsesfase med forståelsesorienterede og/eller bundne produktive aktiviteter, der specifikt træner forskellige muligheder for overgange.

Som et led i træningen, og indtil overgangen mellem small- og bigtalk er automatiseret i intersproget, har jeg endvidere gode erfaringer med at lade samtalegrupperne planlægge overgangen på forhånd (i en forberedelsesfase) og derefter prøve at realisere det planlagte på fremmedsproget.

Lykkes det ikke, kan man anbefale samtalegrupperne at afprøve netop denne sekvens af en samtale igen, indtil overgangen forløber tilfredsstillende.
Hertil vil nogen måske indvende, at et sådant forløb ikke har meget med en naturlig samtale at gøre. Det er jeg enig i. Men før de forskellige samtaleteknikker er automatiserede i intersproget, kan man ikke forvente, at samtalen fremstår naturlig. Evnen til at føre en naturlig uformel samtale skal derfor forstås som det overordnede intenderede læringsmål, medens de forskellige træningsaktiviteter udgør vejene til at nå målet.
-------------------------
Se også:
- indlæg 52 (Forskellene mellem smalltalk og bigtalk i 'uformel samtale').
- indlæg 60 (Kan Birgitte Sallys bog om smalltalk bruges som grundbog i udviklingen af samtalefærdighed?).
-------------------------
© Lone Ambjørn 2019, blogindlæg på websiden http://lone-ambjoern.dk/
--------------------------
Andre indlæg i samme serie:
SAMTALE SPØRG-SVAR (1): Indledning  
SAMTALE SPØRG-SVAR (2): Hvorfor aktiviteten 'uformel samtale' til oparbejdelse af samtalefærdighed? 
SAMTALE SPØRG-SVAR (3): Hvordan fastholdes fokus på en samtaleteknik i træningen? 
SAMTALE SPØRG-SVAR (4): Omfanget af træning i 'uformel samtale' 
SAMTALE SPØRG-SVAR (5): Hvor mange deltagere består en samtalegruppe af?