SPANSK I FOLKESKOLEN: FORSØG MED TREÅRIGT VALGFAG FORTSÆTTER

Meddelelse fra Undervisningsministeriet, 27. marts 2019.

Elever skal rustes bedre til at vælge spansk som fortsættersprog i gymnasiet. Derfor har undervisningsministeren nu besluttet at forlænge forsøget med treårigt valgfag i spansk i grundskolen.

Med aftalen om styrkede gymnasiale uddannelser fra juni 2016 blev det besluttet, at elevernes fremmedsprogskompetencer skal styrkes. Dermed fik eleverne som forsøg mulighed for at vælge spansk som fortsættersprog i gymnasiet. Undervisningsministeriet har haft udbudt et forsøg med treårigt valgfag i spansk i 7.-9. klasse i grundskolen siden 2017. Det forsøg bliver nu forlænget med to runder, så skoler har mulighed for at starte undervisningen op i august 2019 eller i august 2020, og forsøget løber frem til 2023.

Formålet med forsøget er at understøtte elevernes faglige niveau i spansk, så de er rustet til at vælge spansk som fortsættersprog i gymnasiet. De to første runder af forsøget er i gang, og den første runde bliver afsluttet i juni 2020.

Skoler, der ønsker at deltage i forsøget, får mulighed for at melde eleverne til en mundtlig prøve i 9. klasse. Endvidere kan de deltage i en årlig temadag, der byder på faglig inspiration og mulighed for videndeling og sparring blandt de lærere, som underviser i spansk.

Undervisningsministeriet udarbejder samtidig inspirationsmateriale til emu.dk, som kan hjælpe lærerne med at planlægge og tilrettelægge undervisningen.

Forudsætningen for at deltage i forsøget er, at skolen forpligter sig til at udbyde spansk som treårigt valgfag i 7.-9. klasse, og at skolen deltager i en erfaringsopsamling. Fristen for at søge om deltagelse i forsøget i perioden 2019-2022 er fredag den 14. juni 2019.

Kommuner og skoler, der ønsker at vide mere eller ønsker at deltage i forsøget, kan læse mere på emu.dk.