Spanskundervisning

Inden for spanskundervisningen, er mit primære interesseområde oparbejdelse af mundtligheden med særlig fokus på forskellige aspekter af 'konversationel kompetence' (samtalefærdighed).

Fra denne side kan flg. materialer læses og downloades:



Nedenstående tre materialer er anvendt i Lone Ambjørns undervisning i konversationel kompetence (samtalefærdighed), BA-studiet i spansk, 1. - 3. semester, Aarhus Universitet, Business and Social Sciences, Institut for Erhvervskommunikation.

Materialerne kan også finde deres anvendelse til uddannede spanskundervisere, som i deres studieforløb ikke har modtaget undervisning i konversationel kompetence og gerne vil have indsigt heri, evt. med henblik på selv at undervise i denne kompetence.

Lone Ambjørn (2013)

Konversationel kompetence (1) – Teori.

Reference: Ambjørn, Lone (2013): Konversationel kompetence (1) - Teori.
http://lone-ambjoern.dk, webpubliceret undervisningsmateriale, 57 sider.

Download: Konversationel kompetence-1-teori

Konversationel kompetence (2) – Træning.

Reference: Ambjørn, Lone (2013): Konversationel kompetence (2) - Træning.
http://lone-ambjoern.dk, webpubliceret undervisningsmateriale, 164 sider.

Download: Konversationel kompetence-2-træning

Lær om læring.

Reference: Ambjørn, Lone (2013): Lær om læring.
http://lone-ambjoern.dk, webpubliceret undervisningsmateriale, 73 sider.

Dette materiale rummer en beskrivelse af 'fagets didaktik'. De studerendes opmærksomhed rettes mod trufne valg til fagets overordnede didaktiske tilgange og teoretiske begrundelser herfor, og de indføres i fagets forskellige sproglige træningsaktiviteter og de didaktiske formål hermed.
Desuden bringes en beskrivelse af de arbejdsformer samt fremgangsmåder, der bør anvendes ifm. den sproglige træning, og som er en forudsætning for, at de intenderede læringsmæssige formål med dem kan opfyldes optimalt.

Download:  Lær om læring

Kortfattet beskrivelse af faget 'KONVERSATIONEL KOMPETENCE'

Kvalifikationsbeskrivelse
Formålet med dette fag er at bibringe de studerende en forståelse af samtalen som en almen interaktiv kommunikationsform og sætte dem i stand til at etablere sociale relationer gennem naturlige og uformelle samtaler med indfødte spanske sprogbrugere. Samtalen baseres på informations- og meningsudvekslinger om personrelaterede og almene samfundsmæssige emner og problemstillinger.

Indhold
For at opfylde disse mål skal følgende kvalifikationer tilegnes:
a) viden om:
• spanske samtaleteknikker
• divergerende kulturspecifikke træk imellem spanske og danske konversationelle adfærdsnormer på et grundlæggende niveau
• kommunikationsstrategier til løsning af leksikalske problemer

b) færdigheder i:
• aktiv deltagelse som afsender og modtager i mundtlige informations- og meningsudvekslinger udveksling
• integration af spanske samtaleteknikker og konversationelle adfærdsnormer i samtalen
• løsning af leksikalske problemer ved hjælp af kommunikationsstrategier

Undervisningsformer
Undervisningen afvikles i en kombination imellem det fysiske og det elektroniske læringsrum. I det fysiske rum (klasseværelset) udbydes workshops, løbende vejledning samt løbende evaluering. Fagets e-læringsdel, der er placeret imellem de skemasatte timer i det fysiske rum, afvikles over en kommunikations- og læringsplatform, hvor der løses e-opgaver og kommunikeres asynkront på skrift. I e-læringsdelen indgår endvidere anvendelse af andre digitale medier.


Lone Ambjørn (2013)

Forhandling og præsentation.

Reference: Ambjørn, Lone (2013): Forhandling og præsentation.
http://lone-ambjoern.dk, webpubliceret undervisningsmateriale, 62 sider.

Dette materiale er anvendt i Lone Ambjørns valgfag, Forhandling og præsentation, BA-studiet i spansk, 4. + 6. sem., Aarhus Universitet, Business and Social Sciences, Institut for Erhvervskommunikation.

Dette valgfag er en videreførelse af faget 'Spansk kommunikation' ('Konversationel kompetence') på spanskstudiets 1.- 3. semester. I 4./6. sem. er fokus på debat, forhandling og præsentationer/oplæg.

De sproglige elementer og overordnede teknikker fra de foregående semestre forudsættes bekendte og hhv. videreudvikles og konsolideres i dette fag. Den overordnede didaktiske tilgang er baseret på de samme principper: samarbejde, differentiering og medansvar for egen læring.

Faget, der afvikles med integreret e-læring, er bygget op omkring en fiktiv forhandlingsopgave. Den går ud på, at en gruppe mennesker i fællesskab skal danne et uofficielt, folkeligt Etisk Råd som pendant til det officielle Etiske Råd, der nedsættes af indenrigs- og sundhedsministeren og rådgiver Folketing, regering og offentlige myndigheder. Opgaven løses i grupper, og den omfatter debat og forhandlinger på spansk. Der arbejdes asynkront (tidsforskudt) i det elektroniske rum på AU's e-platform og face-to-face (synkront)  i det fysiske rum (klasseværelset).

Sideløbende hermed indgår i det fysiske rum træning i præsentationsteknik.

Download: Forhandling og præsentation. Spansk valgfag 2013