SPROGFAGENES KAMP FOR OVERLEVELSE

I disse år foregår der en kamp på alle uddannelsesniveauer for at få unge til at forstå nytten af at kunne andre sprog end dansk og engelsk. Det seneste slag blev tabt af Aalborg Universitet, der lukker for optag af nye studerende på uddannelser i tysk og spansk med for få ansøgninger om optagelse.

"Netop den kendsgerning, at unge med en universitetsgrad i tysk er en stærkt efterspurgt vare – både i det private erhvervsliv og på gymnasierne – gør det ekstra paradoksalt, at der i hele Danmark kun var 74 nye tyskstuderende ved studiestart på selve sprogfaget, altså ikke de erhvervssproglige tyskuddannelser, " påpeger Hanne Wacher Kjærgaard, centerleder ved Det Nationale Center for Fremmedsprog Vest i Aarhus.  

"Unge har i dag svært ved at se, hvad de skal bruge andre fremmedsprog end engelsk til. Det er ikke alle 18-20-årige, der vil vælge et fag, de ikke kan se føre til andet end at blive gymnasielærer. Det er trist, fordi der ikke alene bliver stor mangel på tysklærere til gymnasiet. Der er også er en lang række andre arbejdsgivere, som efterspørger folk, der kan flere fremmedsprog,” siger Hanne Wacher Kjærgaard.

Hanne Wacher Kjærgaard tilføjer, at problemet berører alle niveauer i uddannelsessystemet. Selvfølgelig skal alle ikke have en kandidatgrad i tysk eller spansk, men hvis antallet af mennesker i Danmark med fremmedsproglige kompetencer mangler på universitetsniveau, forplanter det sig hele vejen ned til gymnasie- og grundskoleniveau. Derfor arbejder NCFF med indsatser på alle niveauer med bl.a. et korps af unge sprogambassadører, som kan fortælle andre unge om de mange muligheder, kendskab til for eksempel tysk giver.

"Hvis vi skal vinde slaget, skal vi sætte ind på alle niveauer. Hvis vi bruger al vores energi på at motivere elever i folkeskolen, går der 15 år, før de kommer på universitetet. Til den tid vil alle fremmedsprogsuddannelser være lukket, hvis vi ikke får ændret den nuværende opfattelse af, at fremmedsprog ikke er til særlig nytte," siger Hanne Wacher Kjærgaard.

Ifølge Hanne Leth Andersen, rektor på Roskilde Universitet og formand for Danske Universiteter, kan hverken erhvervslivet, skolelivet eller uddannelseslivet i Danmark leve med, at kun undervisningen i dansk og engelsk står tilbage. Til gengæld anerkender hun, at det ikke er muligt at opretholde et tyskfag på Aalborg Universitet.

"Jeg håber på og regner med, at det samlede antal studerende i tysk og andre fremmedsprog kan stige igen. På universitetsniveau er vi nødt til at koncentrere kræfterne, så der overhovedet er steder, hvor der er et slagkraftigt sprogmiljø med tilknyttet forskning," siger Hanne Leth Andersen.

Petra Daryai-Hansen er lektor ved institut for engelsk, germansk og romansk på Københavns Universitet og leder af et projekt, som indsamler oplysninger fra undervisere, studerende og elever over hele landet om, hvordan der kan tilrettelægges en mere motiverende tyskundervisning. Hun mener, det er vigtigt at ændre synet på tyskfaget og at føre kampagne for, at tysk og andre sprogfag både kan være et fornuftigt og spændende fagvalg.

"Udfordringen er, at børn og unge i Danmark og det øvrige Skandinavien vokser op med så meget engelsk omkring sig, at det næsten ikke er et fremmedsprog mere, men et andetsprog. Det har skabt et snæversynet forhold til fremmedsprog. Mange oplever, at de kan klare sig med dansk og engelsk og kan ikke se, hvad de skal med flere sprog," siger Petra Daryai-Hansen.

Hun mener endvidere, at vejen frem ikke kun er en charmeoffensiv på skoler og gymnasier, men at fremmedsprogenes nytte og nødvendighed skal stå klarere frem i samfundsdebatten. I de senere år er det faktisk lykkedes politikere og andre synlige debattører at tale de naturvidenskabelige fags omdømme op, og hvis de samme mennesker prioriterede fremmedsprogene lige så højt, kunne det gøre en forskel.

Kilde: artikel af Morten Mikkelsen i Kristeligt Dagblad 25./27. november 2019:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/tyskfaget-slaas-mod-sproglig-ensporethed