FORELØBIGT INTET NYT UNDER SOLEN FOR DE TRÆNGTE FREMMEDSPROG

Foreløbigt får gymnasier ikke ekstra ressourcer til at oprette små sproghold. Der er heller ikke behov for en ny sprogstrategi. Dermed afviste børne- og undervisningsministeren flere af Venstres forslag til styrkelse af fremmedsprogene, som blev fremført på et åbent samråd forleden.

På trods af at stort set alle sprogfag - undtagen latin - har oplevet en nedgang eller status quo i gymnasiet, så er børne- og undervisningsministeren ikke klar til at komme med en økonomisk håndsrækning, så det kan løbe rundt, hvis gymnasier opretter små sproghold. Det står fast efter et åbent samråd forleden med børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Venstre efterlyste en sprogstrategi 2.0., fordi de frygter, at den nuværende sprogstrategi bliver en sovepude. "Vi har brug for at komme videre for at styrke fremmedsprog på alle uddannelser," understregede Ellen Trane Nørby.
Dette blev afvist af Pernille Rosenkrantz-Theil, der gjorde opmærksom på, at hun på grund af corona-situationen havde givet en forlængelse på et år, i forhold til hvornår sprogstrategien og Det Nationale Center for Fremmedsprog evalueres.

Udover tilskud til små sproghold på gymnasierne og en ny sprogstrategi, foreslog Ellen Trane Nørby, at børne- og undervisningsministeren overvejede tidligere fremmedsprogsstart i indskolingen, som fire sønderjyske kommuner har fået lov til.

Desuden er der er brug for refinansiering af nogle af sprogstrategiens bevillinger som for eksempel tyskstrategien og efteruddannelse af lærerne, da initiativerne kun fik fireårige bevillinger, fortæller Ellen Trane Nørby til 'gymnasieskolen.dk'.

Læs artikel af Malene Romme-Mølby i Gymnasieskolen.dk, 3. maj 2021.
https://gymnasieskolen.dk/fremmedsprog-maa-vente-paa-regeringens-tiltag