GØR CHATBOTTERNE ARBEJDET SOM UNDERVISER MENINGSLØST?

Debatindlæg af Helene Caprani, forkvinde Magistrenes A-Kasse, lektor i historie, spansk og samfundsfag på Midtsjællands Gymnasium. 

Den vigtigste motivation for en gymnasielærer er, at vores arbejde er meningsfuldt. Det ved vi for eksempel fra den nyeste undersøgelse af gymnasielærernes arbejdsmiljø fra Københavns Professionshøjskole. En gymnasielærer står op om morgenen for at uddanne og danne unge mennesker, og det er en umådeligt vigtig samfundsopgave.

Derfor bliver vi hårdt ramt, når nogen påstår, at vores arbejde slet ikke er meningsfuldt alligevel. Enten fordi det, som vi lærer eleverne, kan gøres lige så godt af en maskine, og de derfor ikke behøver at lære det – eller fordi selve det at undervise kan gøres lige så godt af en maskine, og at vi derfor slet ikke behøver at være der. Begge dele er naturligvis absurd, men ikke desto mindre støder man jævnligt på de synspunkter.

At rette opgaver, som eleven ikke selv har skrevet, er absolut ikke meningsfuldt. Som konsekvens er mange sproglærere gået tilbage til kladdehæfter og prøver med papir og blyant. Det analoge arbejde har bestemt også sine didaktiske fordele.

Frustrationen over det meningsløse 'retteri' og rollen som politibetjent breder sig til alle hjørner af frokostbordet. Den nye generation af kunstig intelligens har skabt en regulær tillidskrise, der skader den fundamentalt vigtige relation mellem os og eleverne.

Men det handler ikke kun om snyd i skriftlige opgaver og gedulgte Google-søgninger. Botterne truer vores faglige autoritet in real time, når vi står beredvilligt i klasserummet med alle vores talenter, og eleverne vælger at prompte i stedet for at række hånden op eller for den sags skyld slå op i lærebogen. Når de foretrækker maskinen fremfor mennesket, oplever vi det, som Per Størup Lauridsen benævner 'faglig sorg'. Vores samfundsopgave bliver vejet og fundet for let, og det er en ganske forfærdende og meningsløs oplevelse.

Der er grundlæggende fire svar på udfordringen.

Læs debatindlæg af Helene Caprani, Gymnasieskolen.dk, 28. januar 2025.
https://gymnasieskolen.dk/kunstig-intelligens-er-en-bombe-under-vores-arbejdsmiljoe/