SAMTALE SPØRG-SVAR (110): Relationen mellem konversationel og grammatisk kompetence

Spørgsmål
Jeg er i gang med at få indkredset, hvilke emner jeg finder det relevant at inddrage i udviklingen af den sproglæringskompetence, du anbefaler i indlæg 101. Her skriver du, at teorien altid bør sættes i direkte relation til elevernes konkrete arbejde med fremmedsproget, og du anbefaler bl.a. at få udryddet nogle af de mest grundlæggende misforståelser omkring, hvordan man lærer et fremmedsprog.
Nogle af mine elever er ret traditionsbundne, hvad angår deres opfattelser af sprogundervisning. Kort fortalt indebærer dette bl.a., at de pågældende er af den opfattelse, at grammatikken altid bør have en meget fremtrædende plads, hvilket indebærer en forventning om konsekvent korrektion af grammatiske fejl såvel skriftligt som mundtligt.
Jeg efterlyser derfor argumenter vedr. årsagen til, at udvikling af den grammatiske kompetence ikke har en fremtrædende plads inden for samtalefærdigheden. Du har flere steder gjort opmærksom på risikoen for kognitiv overbelastning, så den har jeg på listen. Men der er helt sikkert flere brugbare argumenter?

Svar
Skriftlighed og grammatisk kompetence

Jeg vil i foreliggende kontekst foreslå at starte med at bevidstgøre eleverne om fordelene ved overvejende at udvikle den grammatiske kompetence i relation til skriftlighed i stedet for mundtlighed. Det er næppe almen viden blandt sprogelever. De væsentligste argumenter følger her i kortform:

- Når det drejer sig om nye grammatiske strukturer, foregår introduktion og træning bedst i relation til skriftlighed (eksplicit og bevidst læring før automatisering i intersproget).

- Generelt krav om større grammatisk korrekthed og præcision i skriftlig kommunikation i forhold til den mundtlige.

- Mindre kognitiv belastningsgrad fordi den skriftlige kommunikation ikke foregår i et "her-og nu", og fordi der ikke skal tænkes på andre sproglige dimensioner som fx udtale, intonation, kropssprog, samtalefænomener.

- Pga. skriftlighedens mindre kognitive belastningsgrad er der bedre muligheder for detaljeret og præcis selvmonitorering af skriftlige produkter end af mundtlige.

- Mulighed for i skriveprocessen at redigere flere gange og slå tvivlsspørgsmål op.

- Bedre tilegnelse af komplekse grammatiske strukturer, som kan være sværere at tilegne sig mundtligt.

Ovenstående skal dog ikke opfattes sådan, at grammatikken udelukkende kan udvikles i relation til skriftlighed. Der findes mundtlige aktiviteter, nemlig lukkede fokuserede tasktyper, som lægger op til træning i specifikke grammatiske strukturer, jf. indlæg 99. Endvidere vil der i mundtlige oplæg/foredrag som forberedt envejskommunikation være mulighed for at fokusere på grammatisk korrekthed.

Samtalefærdighed og grammatisk kompetence

En 'uformel samtale', som er den aktivitet, der bedst anvendes til udvikling af samtalefærdigheden, er en åben og fokuseret tasktype. Den er ikke velegnet specifikt til udvikling af den grammatiske kompetence.
De væsentligste begrundelser er flg.:

1.
Den kognitive belastning af arbejdshukommelsen risikerer at blive for stor (som spørger også anfører), fordi der er en del andre 'sproglige bolde' end den grammatiske i luften med særligt henblik på samtalefærdighed (teknikken spørge-ind-til, emneskift, tilbagekanalisering, gambittyper, kommunikationsstrategier, adækvat kommunikativ adfærd, interkulturel kompetence, nonverbal kompetence osv.)

2.
Samtalestrukturen er dynamisk og uforudsigelig, og hver deltager/samtalepartner skal reagere hurtigt og kommunikativt effektivt på udspil fra de andre. Samtalen er overordnet præget af flow, engagement, forståelse og kulturel adækvathed. I en samtale med en indfødt sprogbruger vægter disse elementer højere for en vellykket og meningsfuld samtale end grammatisk korrekthed.
Grammatiske fejl opfattes som sekundære, så længe samtalen fungerer, og begge parter forstår hinanden.

3.
I de fleste tilfælde blokerer grammatiske fejl ikke fuldstændigt for forståelsen af budskabet, så samtalen går i stå. Som regel kan samtalepartnerne regne ud, hvad der menes ud fra konteksten.
Såfremt en grammatisk fejl alligevel skulle mindske forståelsen af budskabet, vil en betydningsafklaring iværksættes på forskellig vis:
- De andre samtalepartnerne vil forsøge at afklare betydningen med vendinger som: Hvad mener du?; Jeg er ikke helt med; Mener du, at ..? Prøv lige at sige det igen – hvorefter der vil følge en omformulering.
- De andre samtalepartnere vil komme med bud på meningen, fx: Det, du mener, er at ..; Det vil sige, at …; Jeg forstår det sådan, at …
(Det er i øvrigt en god idé at uddele en liste over sådanne vendinger).

4.
Korrektiv grammatisk feedback under igangværende mundtlig interaktion fører ofte ikke til varig læring. De samtalende parter er for fokuserede på selve kommunikationen og dens vellykkethed til at drage nytte af grammatiske korrektioner. Faktisk kan de virke direkte forstyrrende og hæmmende i samtaleprocessen.

5.
Et af de argumenter, som mine studerende i sin tid hæftede sig meget ved, er, at indfødte sprogbrugere i en samtale faktisk begår forskellige sproglige fejl, herunder morfologiske og syntaktiske. Selv om man er indfødt sprogbruger, kan samtalens spontane og kreative karakteristika nemlig udmærket forårsage kognitiv (over)belastning. Mange sprogelever har den fejlagtige opfattelse, at en indfødt sprogbruger altid formulerer sig 100% korrekt – såvel skriftligt som mundtligt – hvilket ingenlunde er tilfældet.

Konklusion

På baggrund af ovenstående er det ikke realistisk at tilstræbe en høj grad af grammatisk korrekthed i samtaleprocessen før på videregående læringsniveauer. Og så skal man huske på, at grammatiske fejl nu engang er en naturlig del af sprogtilegnelsen, og at man som intersprogsbruger altid er i gang med en sprogtilegnelsesproces.