SAMTALE SPØRG-SVAR (19): Gloseopslag under udførelsen af ‘uformel samtale’

Spørgsmål:
Næsten hver gang en deltager i en 'uformel samtale' mangler gloser på fremmedsproget, stopper de samtalen og slår gloserne op. Dette fører til, at deltagerne flere gange mister den røde tråd ("hvad var det nu, vi talte om"), og samtalen kommer til at fremstå usammenhængende. På den ene side er jeg mest stemt for at opfordre til, at der ikke finder gloseopslag sted under samtalen. På den anden side har jeg forståelse for deltagernes behov for gloseopslagene, da manglende gloser også forstyrrer samtalen, men blot på en anden måde. Findes der evt. en gylden mellemvej?

Svar:
Det er et hyppigt forekommende fænomen, at deltagerne i en 'uformel samtale' slår manglende gloser op under selve samtalen, og at samtalens flow dermed forringes betydeligt.
Er der tale om et undervisningstrin, hvor fx gambitter med diverse diskursregulerende funktioner er påkoblet træningen, vil de kontinuerlige afbrydelser virke forstyrrende på den opmærksomhed, som anvendelse af gambitterne kræver.
En tredje indvending mod gloseoplag midt i en samtale er, at de som regel vil foregå under tidspres, hvorved sandsynligheden for fejlopslag eller misforstået anvendelse af en glose er til stede i højere grad end normalt.

Som udgangspunkt anbefaler jeg, at en forberedende gloseindsamling og -træning finder sted i forberedelsesfasen til en 'uformel samtale' og følges op i efterbearbejdningsfasen.
Direkte link til beskrivelse af forberedelse og efterbearbejdning ifm. den 'uformelle samtale':
Forberedelse og efterbearbejdning ifm. 'uformel samtale'

Imidlertid er selve tilegnelsen af nye gloser som bekendt en længere proces, der både omfatter adskillige gentagelser samt såkaldt intervaltræning ("spaced repetition"), før gloserne er automatiserede i intersproget. Det betyder, at behovet for gloseopslag under samtalen meget vel kan opstå trods forberedelse og efterbearbejdning.
Vedr. intervaltræning, se mere her:
http://lone-ambjoern.dk/intervaltraening-i-oparbejdelse-af-den-leksikalske-kompetence/

Jeg synes derfor, at ideen med at finde en gylden mellemvej er god. Der kan sagtens være flere af slagsen, men i det følgende vil jeg pege på tre.

1.
Man kan tillade gloseopslag i begrænset omfang, hvis de pågældende gloser udgør uundværlige nøgleord inden for det pågældende emne. Det vil sige, at der er tale om gloser, som deltagerne vil få brug for flere gange i løbet af samtalen.

2.
Man kan endvidere vælge at begrænse gloseopslagene til primært den første samtalerunde.   (Jf. indlæg 17 om samtalerunder mm.)

3.
I sprogligt svage samtalegrupper kan man som en nødløsning give mulighed for afvikling på dansk af en del af en samtale over et emne, der har afstedkommet så mange leksikalske problemer, at samtalen ikke har kunnet gennemføres på målsproget. På den måde får gruppen overblik over de emnerelaterede gloser, de i første omgang manglede, så de kan få dem slået op og nedfældet på et støtteark, før samtalen atter søges afviklet på fremmedsproget.
--------------------
Under alle omstændigheder bør det altid aftales med samtalegrupperne, at alle manglende gloser noteres et eller andet praktisk sted, så de let kan findes frem i efterbearbejdningsfasen til en 'uformel samtale', og træningen af dem kan påbegyndes. Det forstyrrer samtalen langt mindre, når deltagerne lidt diskret bruger fx et dertil beregnet notarark til lige at få nedfældet tvivlsspørgsmål ifm. samtaletræningen, end at de direkte afbryder den.
--------------------
© Lone Ambjørn 2020, blogindlæg på websiden http://lone-ambjoern.dk/
--------------------
Andre indlæg i samme serie:
SAMTALE SPØRG-SVAR (1): Indledning  
SAMTALE SPØRG-SVAR (2): Hvorfor aktiviteten 'uformel samtale' til oparbejdelse af samtalefærdighed?  
SAMTALE SPØRG-SVAR (3): Hvordan fastholdes fokus på en samtaleteknik i træningen? 
SAMTALE SPØRG-SVAR (4): Omfanget af træning i 'uformel samtale'  
SAMTALE SPØRG-SVAR (5): Hvor mange deltagere består en samtalegruppe af?  
SAMTALE SPØRG-SVAR (6): Overgangen mellem smalltalk og bigtalk i 'uformel samtale' 
SAMTALE SPØRG-SVAR (7): Opstart på et forløb i samtalefærdighed  
SAMTALE SPØRG-SVAR (8): Kreativitet i 'uformel samtale'  
SAMTALE SPØRG-SVAR (9): Bør deltagerne i træningen af 'uformel samtale' bruge manuskript?
SAMTALE SPØRG-SVAR (10): Overværer samtalegrupperne hinandens samtaletræning?
SAMTALE SPØRG-SVAR (11): Hvordan indrettes lokalet, og hvad foretager underviser sig under gruppetræning af 'uformel samtale'? 
SAMTALE SPØRG-SVAR (12): Hvordan kan man indtænke differentiering i udformningen af en 'uformel samtale'?
SAMTALE SPØRG-SVAR (13): Hvorfor kan man undertiden opleve, at den tilbagekanaliserende feedback ikke fungerer efter hensigten i samtaletræningen? 
SAMTALE SPØRG-SVAR (14): Hvad kan man gøre, hvis en samtalepartner i en gruppe ikke deltager i samtalen?
SAMTALE SPØRG-SVAR (15): Deltagerne i 'uformel samtale' kommer undertiden med irrelevante og overflødige informationer
SAMTALE SPØRG-SVAR (16): Den 'uformelle samtale' afvikles uhensigtsmæssigt som en rundbordssamtale med korte spørgsmål-svar
SAMTALE SPØRG-SVAR (17): Svarer de tre anbefalede træningsrunder af hver 'uformel samtale' til tre identiske gennemløb af samme samtale?
SAMTALE SPØRG-SVAR (18): Hvordan kommer en samtalepartner, der er "røget ud" af samtalen, ind i den igen?