Lærere og elever i Folkeskolen bruger i gennemsnit digitale skærme i 60% af undervisningstiden, primært fordi lærerne bruger projektor i stedet for kridttavle, og eleverne løser opgaver på computer i stedet for i bøger eller hæfter. Mobiltelefonen er til gengæld næsten fraværende, viser et forskningsprojekt med mere end 8.000 stikprøveobservationer gennem otte måneder på 12 folkeskoler.
To sproglærere kan sagtens genkende den udtalte brug af skærme i undervisningen, men de ser det ikke som et problem. Tværtimod vil det være en katastrofe at indføre begrænsninger, mener de.
Når eleverne har tysk, fransk eller engelsk, er der rigtigt ofte skærme med i undervisningen. Det viser Danmarks hidtil største optælling af, hvor meget pc'er, mobiltelefoner, tablets og projektorer bliver brugt i undervisningen. Undersøgelsen er gennemført i 2023-2024 af forskerne Andreas Lieberoth og Esben Bjerre. Undersøgelsen bygger på i alt 8.170 stikprøveobservationer på tværs af 5.580 skoletimer.
12 skoler fordelt på tre kommuner har medvirket i undersøgelsen, som Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) står bag.
Overordnet set viser undersøgelsen, at der i gennemsnit indgår skærme i 60 procent af undervisningstiden. Ser man alene på dansk, er der skærme involveret i 72 procent af tiden. Men i de sprogtimer, forskerne observerede, var der skærme i en endnu større andel af tiden. I engelsk var der en eller flere skærme i 78 procent af tiden, mens tysk og fransk (og andre fremmedsprog) var de fag, hvor der alleroftest var skærme, når forskerne kom forbi. Her var der mindst én skærm i brug i 84 procent af de observerede timer.
I engelsk arbejder eleverne på pc cirka en tredjedel af tiden, mens det i tysk/fransk/spansk er næsten halvdelen tiden, lyder det i undersøgelsen.
Spørger man formand for Sproglærerforeningens fagudvalg for engelsk og lærer på Ådalens Privatskole i Ishøj, Frank Lacey, kan han godt genkende billedet af, at der meget ofte er skærm med i engelskstimerne. Faktisk er han en smule overrasket over, at undersøgelsen ikke viser, at skærmene optræder oftere. For selv bruger han og hans elever skærme i så godt som 100 procent af tiden. Og det ser han ikke noget problem i. Det vigtige er, hvordan skærmene bliver brugt, understreger han.
Tysklærer Helle Kusk, underviser på Gl. Hasseris Skole i Aalborg, er ligesom Frank Lacey ikke overrasket over, at sprogfagene ligger højt målt på skærmbrug. Hun har selv en fornemmelse af, at der indgår en eller anden form for skærm i de fleste af hendes tysktimer - meget ofte i kombination med analoge materialer. Det er stort set kun, når nettet går ned, at de analoge materialer får lov at stå helt alene, og det sker sjældent, fortæller hun.
Læs artikel af Maja Plesner, journalist på folkeskolen.dk/engelsk, Folkeskolen.dk, 12. -14. marts 2025.
https://www.folkeskolen.dk/aalborg-kommune-engelsk-ishoj-kommune/skaermene-er-ogsa-med-i-de-fleste-sprogtimer-uden-dem-vil-min-undervisning-blive-mindre-autentisk-1/4801943