UKLARE GRÆNSER MELLEM CHATBOT SOM LÆRINGSREDSKAB OG SNYD

"Vi leger politi og røvere med eleverne, når det kommer til kunstig intelligens". Sådan lyder det fra tre lærere fra Hareskov Skole i Nordsjælland. De efterlyser mere efteruddannelse i brugen af redskaber som ChatGPT - og gerne sammen med eleverne.

Eleverne har taget teknologien til sig i en grad, at grænsen mellem hvornår man bruger teknologien til at søge information, og hvornår man snyder, er meget uklar for dem, udtaler Christina Blomquist, dansk- og fremmedsproglærer samt it-vejleder på Hareskov Skole. "De har for eksempel svært ved at forstå, at man til eksamen må bruge internet, men ikke ChatGPT. For dem er det jo internettet. Det er dér, de går hen for at finde oplysninger. Det er jo kun os andre, der er så langt bagud, at vi stadig bruger Google", siger hun.

Også Cecilie Høyrup, dansklærer og pædagogisk vejleder på Hareskov Skole, oplever, at eleverne har taget chatrobotterne til sig som redskab i en sådan grad, at grænsen mellem at få hjælp af den og at snyde er blevet udvisket. "Elever har altid snydt. Men før har der måske været en eller to, der har snuppet noget fra nettet og har været bevidste om, at de krydser en grænse ved at gøre det. Nu er det også dem, man ellers ikke ville mistænke for at snyde, der gør det. Og sådan ser de det ofte heller ikke selv. Det er utydeligt for dem, hvornår man egentlig går fra at bruge et redskab til at søge oplysninger og så til at snyde", siger hun.

Jesper Johansen, lærer i kulturfagene og matematik på Hareskov Skole, mener ikke, at det er en farbar vej helt at holde kunstig intelligens ude af undervisningen. Det bliver nemlig et redskab, eleverne kommer til at skulle forholde sig til konstant i deres liv efter skolen, påpeger han og tilføjer:
"Jeg tror ikke, der er nogen, der føler sig klædt på til kapløbet med eleverne om, hvem der kan være forrest i den teknologiske udvikling. Og det er vel heller ikke det, der er meningen med skolelærerjobbet. Vi skal til gengæld være dem, der er bedst til at reflektere over brugen af teknologierne. Alle lærere og pædagoger skal klædes på til at vide, hvad prompt, bias og så videre er. Og så skal vi i alle fagteam tage stilling til, hvad man kan bruge teknologien til, hvor gråzonerne er, og hvornår det bliver decideret snyd".

Læs artikel af journalist Andreas Brøns Riise, Folkeskolen.dk, 19. september 2024.
https://www.folkeskolen.dk/fureso-kommune-it-kunstig-intelligens/laerere-chatgpt-udfordrer-laerer-elev-relationen/4780714

Læs også:
https://www.folkeskolen.dk/it-kunstig-intelligens/manden-bag-skolegpt-jeg-kan-godt-forsta-at-ai-gor-det-rigtig-ubehageligt-at-vaere-laerer-lige-nu/4781241