Ifm. problematikken med manglende interesse for samtaleemnerne i oparbejdelsen af samtalefærdigheden, er jeg netop blevet gjort opmærksom på en helt ny bog inden for 'dansk som andetsprog', der vurderes som mulig inspirationskilde inden for fremmedsprogsundervisning på de lidt højere niveauer.
Mika Sun Black/Katja Rehfeldt:
GRAMMATIK & SNAK – til dig, der lærer dansk og har en holdning.
Forlag: Alfabeta.
Om bogen kan man læse, at eleverne gennem 30 anderledes, provokerende og tankevækkende temaer lærer at diskutere egne og andres holdninger. Emnerne er opdelt i tre sproglige og grammatiske niveauer og har samme øvelsesstruktur inden for dialog og skrivning.
Materialet skulle endvidere være velegnet til differentieret undervisning.
Jeg vil gerne understrege, at dette ikke er en anmeldelse af bogen 'Grammatik og snak', men udelukkende en kommentar til, hvorvidt den med fordel kan bruges som en mulig inspirationskilde til samtaleemner også inden for fremmedsprogsundervisningen.
Hvert afsnit i bogen er bygget op omkring flg. aktiviteter med udgangspunkt i et hovedemne:
- Brainstorming af ordforråd til det pågældende emne.
- Grammatik med primært udfyldningsopgaver, hvor udsagnene direkte relaterer til afsnittes indholdsmæssige hovedemne.
- Dialogøvelse med udgangspunkt i de samme udsagn som anvendes til de grammatiske øvelser. Udsagnene skal læses op, hvorefter deltagerne skal starte en dialog.
- Gulvøvelse, hvor deltagerne skal vurdere deres enighed i et givet udsagn med relation til afsnittets hovedemne.
- Skriveøvelse med relation til hovedemnet.
Inden for den taskbaserede sprogundervisning, som jeg didaktisk henholder mig til, vil bogens dialog- og gulvøvelse falde inden for forberedelsesfasen og ikke selve udførelsesfasen. Dette være nævnt for en ordens skyld.
Jeg mener, at bogen ganske udmærket kan anvendes som inspirationskilde til emner, som elever/studerende på de lidt højere niveauer kan finde interesse i at samtale om - dog naturligvis med visse indholdsmæssige ændringer, så formuleringerne i øvelserne passer til målgruppen.