PISA 2025: FOR FØRSTE GANG FOKUS PÅ ENGELSKFÆRDIGHEDER

Når de danske 15-årige næste gang skal have testet deres kompetencer i Pisa i 2025, vil der for første gang nogensinde være spørgsmål i engelsk.
'Foreign Language Asessment' hedder OECD’s nyeste skud på stammen, og i Pisa 2025 vil der kun være fokus på engelsk. OECD skriver på sin hjemmeside, at der kan komme fokus på andre fremmedsprog i fremtidige test, og at sprogtesten vil være en del af Pisa hver anden gang.

Det bliver valgfrit for hvert land, om de ønsker at deltage i de nye fremmedsprogstest, ligesom det i Pisa 2022 har været med ’Financial Literacy’. Testene vil være delt op i en lytte-, læse og talefærdighedsdel. Det bliver første gang nogensinde i Pisa-regi, at de 15-årige skal tale og lytte.

Spørgsmålene vil variere meget i både sværhedsgrad og type, fortæller lektor og ph.d.-studerende på læreruddannelsen VIA Anja Bols Slåttvik. Hun er tilknyttet som fagekspert på den danske Pisa og har stået for at gennemgå spørgsmålene for at sikre, at de passer til danske elever.

"Spørgsmålene handler generelt om at teste ordforråd og elevernes evne til at lytte, læse og forstå. Og så er der fokus på at overskue meget tekst og meget lyd på én gang", siger Anja Bols Slåttvik.

Det er ikke kun de 15-åriges engelskkompetencer, Pisa vil undersøge, men også hvordan eleverne tilegner sig dem i de forskellige lande. Derfor vil Pisa-testen eksempelvis blive suppleret med spørgeskemaer til både elever, forældre og lærere, der dykker ned i faktorerne bag de 15-åriges engelskniveau.

Læs artikel af journalist Emilie Palm Olesen, Folkeskolen.dk, 18. marts 2024.
https://www.folkeskolen.dk/engelsk-ordblind/laesesvag-pisa/for-forste-gang-pisa-vil-ogsa-teste-eleverne-i-engelsk/4760447