I JYLLAND OG PÅ FYN ER DET SVÆRT AT LÆRE FRANSK

Nye tal viser, at kun 246 folkeskoler udbyder fransk, og rigtigt mange af dem er københavnerskoler. Det bekymrer forsker, der frygter for fagets fremtid, både i folkeskolen og videre op i systemet.

 Bor du i Jylland eller på Fyn, er sandsynligheden for at kunne vælge fransk fra 5. klasse meget lav. For det er de færreste skoler uden for København, der overhovedet tilbyder faget. Det viser nye tal fra Nationalt Center for Fremmedsprog, der har lavet en opgørelse over skoler med franskhold i skoleåret 2023/2024. Af de 246 skoler, der har fransk, ligger 55 i Københavns Kommune og 195 af dem i Region Hovedstaden. 24 ligger i Region Sjælland, mens kun to ligger i Region Nordjylland.

Den geografiske skævvridning er et stort problem, mener Mette Skovgaard Andersen, centerleder og forsker på Nationalt Center for Fremmedsprog NCFF,  østafdelingen. "Skævvridningen betyder, at et jysk barn reelt ikke har samme muligheder som et barn i København. Det er et problem for den enkelte, fordi vi ved, at det at have et valg, giver motivation for overhovedet at lære sproget", siger Mette Skovgaard Andersen, der også lægger vægt på de mere strukturelle problemer.

"Når man i grundskolen ikke har stiftet bekendtskab med fransk, så kan man heller ikke vælge det som fortsættersprog i gymnasiet, og så vil man måske heller ikke studere sproget eller vælge det som linjefag på læreruddannelsen. På den måde er det en ond cirkel", siger centerlederen.

Læs artikel af Emilie Palm Olesen, journalist Folkeskolen.dk (tysk og fransk), Folkeskolen.dk, 24. september 2024.
https://www.folkeskolen.dk/fransk-kobenhavn-kommune-tyskfransk/nye-tal-fransk-er-et-kobenhavnersprog-og-det-er-et-problem-mener-forsker/4782210