I dette sidste blogindlæg er det ikke fremmedsproglig læring i konversationel kompetence, der er i fokus. I stedet finder jeg anledning til at belyse, hvad jeg mener karakteriserer den gode samtale og samtalepartner.
Til formålet opstiller jeg tre sproguniverselle dimensioner. Det vil sige, at alle samtaler – uanset sprog – bygger på nedenstående dimensioner. (Det, der varierer i større eller mindre grad, er måden, hvorpå de tre dimensioner konkret kommer til udtryk i en samtale på et givet sprog).
Den samtaletekniske dimension
En betingelse for at der er tale om en egentlig samtale og ikke om en række på hinanden følgende enetaler, er tilstedeværelse af en samtaleteknisk færdighed både i rollen som Afsender og Modtager. Det drejer sig fx om regulering af replikskiftet (turtagning), spørge-ind-til, emneskift, tilbagekanaliserende feedback og anvendelse af gambitter med forskellige samtaleregulerende funktioner.
Med anvendelse af sådanne teknikker bidrager de deltagende parter til, at samtalen får den rytme og det flow, der får den til at fremstå som et mundtligt samspil om et fælles interaktivt projekt.
Den kulturelle dimension
Den kulturelle dimension i samtalen er ikke kun relevant i fremmedsproglig sammenhæng. Også på modersmålet skal man kunne tilpasse sig de samtalemæssige normer og spilleregler, der gælder i en bestemt kontekst. Det er fx evnen til at forstå og realisere de emner, formuleringer, kropslige signaler, følelsesudtryk samt sproglig stil, der anses for passende i en givet social ramme.
Den interpersonelle dimension
Den interpersonelle dimension er kernen i det, der får samtalen til at føles medmenneskelig, meningsfuld og forankret i nærvær. Empati, interesse, respekt og situationsfornemmelse er grundlæggende elementer.
Det handler om, hvordan samtalepartnerne med deres måde at være på og agere på i samtalen påvirker hinanden. Dette kommer til udtryk vha. både verbale og også i høj grad nonverbale virkemidler. Det kan dreje sig om fx at lytte opmærksomt med inddragelse af kropsholdning, mimik og øjenkontakt, at spejle en samtalepartners følelser med ord og/eller blik, at give ekstra plads i samtalen, hvis en partner har behov for det eller hjælpe en partner med at få formuleret en svær pointe.
Sammenfattende om samtalens tre dimensioner:
- Den tekniske er en betingelse for, at der overhovedet kan siges at finde en samtale sted, og den er en forudsætning for, at parterne kan spille med i samtalen.
- Den kulturelle er kontekstafhængig og normstyret, og den er en forudsætning for, at parterne kan spille med på en passende måde i situationen.
- Den interpersonelle sikrer medmenneskelighed og engagement, og den er en forudsætning for, at parterne kan spille med under udvisning af gensidighed og nærvær.
Jeg oplevede i sin tid, at mange af mine studerende havde en forestilling om, at når man jo taler sit modersmål flydende, så er man også pr. definition god til at samtale. Men sådan hænger det ikke altid sammen. Der kan være ret store forskelle på, hvordan personer samtaler på deres modersmål, herunder hvor gode de er til at varetage samtalens tre dimensioner. Dette skyldes flere faktorer, hvoraf de vigtigste er opvækst, sprogmiljø, personlige træk og sociale erfaringer.
Alle, der deltager i en samtale, er pr. definition samtalepartnere. Men den gode samtalepartner er kendetegnet ved at mestre samtalens tekniske, kulturelle og interpersonelle dimensioner på et (særligt) højt niveau.
De færdigheder, der karakteriserer den gode samtalepartner, kan imidlertid læres og løbende udvikles. Ungdomsårene er et gunstigt tidspunkt at modtage undervisning i samtalefærdighed, hvilket skyldes en række kognitive, sociale og emotionelle udviklingstræk. Udviklingen kan derefter fortsætte ind i voksenalderen, ikke nødvendigvis gennem regler, men gennem refleksion og erfaring. I realiteten er samtale en færdighed, vi fortsat kan forfine livet igennem. Og det gælder både på modersmål og fremmedsprog.
Jeg vil her til sidst foreslå at betragte samtalen som et lille univers, hvor forstavelsen SAM kan bruges som en metafor for det grundlæggende fælles engagement.
En god samtale er ikke to eller flere "soloer", men et samspil. Det handler ikke om at vinde mest taletid eller opmærksomhed, men om i fællesskab at få kommunikationen til at fungere med forskellige virkemidler.
Samtaleuniverset er et sted, hvor samskabelse af mening, forståelse og måske endda nye perspektiver er i fokus.
I undervisningssammenhæng er samarbejdsvilje, der også omfatter motivation, en forudsætning for læring i samtalesituationen. Hvis de deltagende parter ikke vil det fælles engagement eller det relationelle nærvær, mister samtalen let sine grundlæggende karakteristika og værdier. Men når viljen er til stede, ligger vejen åben for, at udvikling af både den gode samtalepartner og den gode samtale kan gå op i en højere enhed.
--------------------
© Lone Ambjørn 2025, blogindlæg på websiden http://lone-ambjoern.dk/
--------------------