SAMTALE SPØRG-SVAR (72): Har en indfødt sprogbruger pr. definition den fornødne konversationelle kompetence til at kunne tilbyde undervisning?

Spørgsmål
Et par af mine elever har fundet frem til en herboende indfødt sprogbruger, der tilbyder 'undervisning i samtale' til en rimelig pris. Deres begrundelse for at deltage i denne undervisning er, at de skal på et ophold i målsprogslandet til sommer og gerne hurtigere, end der er mulighed for i den ordinære undervisning, vil have udviklet deres samtalefærdighed.
Indtil videre har undervisningen imidlertid ikke rigtigt givet det forventede resultat, specifikt hvad angår samtalefærdigheden. De to elever undrer sig over, at underviseren kun fokuserer på udtale, grammatik og ordforråd i stedet for på samtaleteknikker.
Har du et forslag til, hvordan man med et godt udbytte kunne drage fordel af undervisning med en indfødt sprogbruger?

Svar
Ud fra de oplysninger, jeg af spørgeren har fået om den indfødte sprogbruger, er den pågældende ikke uddannet sprogunderviser. Helt overordnet er problemet, at den indfødte sprogbruger uforsætligt er kommet til at tilbyde undervisning i en kompetence, som den pågældende faktisk ikke har forudsætninger for at undervise i. (Det samme gør sig naturligvis gældende for en vilkårlig dansker, der i et andet land ville tilbyde undervisning i samtalefærdighed på dansk uden anden forudsætning end at være indfødt dansker).

I indlæg 70 blev der skelnet mellem 'doing speaking' og 'teaching speaking', hvor sprogelever i førstnævnte tilgang opfordres til at tale målsproget, uden at de direkte undervises i, hvad mundtlighed, og i det konkrete tilfælde samtalefærdighed, indebærer. Dette er ganske givet, hvad de to elever tilbydes af den indfødte sprogbruger. Én ting er, at man måske pr. gehør (ud fra en implicit viden) kan konstatere, at fx et emneskift lyder "mærkeligt". Men for decideret at kunne undervise skal man i sagens natur kende til de formelle regler bag et emneskift og kunne forklare det på behørig vis for eleven. Og så skal man være en habil samtalepartner også, så man i praksis er i stand til at realisere diverse samtaleteknikker og udvise en adækvat kommunikativ adfærd. Det kan man ikke "pr. definition", fordi man er indfødt sprogbruger.

Dette betyder imidlertid ikke, at de to sprogelever ikke kan have glæde af at praktisere med en indfødt sprogbruger. De skal blot gøre sig klart, at der ikke er tale om egentlig undervisning. Men ved i højere grad at få praktiseret udtale, ordforråd og grammatik i en fri samtale og dermed få automatiseret disse elementer i intersproget, mindskes den kognitive belastning i den egentlige samtaletræning i den formelle undervisning. Dette betyder på sin side, at eleverne i denne træning får mere overskud til at fokusere på samtaleteknikkerne med højnet tilegnelse til følge.

På højere færdighedsniveauer, hvor sproglever/studerende besidder en grundlæggende konversationel kompetence og i højere grad selvstændigt kan tilrettelægge og styre deres træning, kan de som forberedelse til frie samtaler med indfødte sprogbrugere sætte egne mål for træningen. Fx at de vil blive bedre til tilbagekanaliserende feedback, spørge-ind-til osv. og lægge træningsfokus dér. Blot skal de være opmærksomme på, at egl. feedback på realisering af givne samtaleteknikker oftest vil ligge uden for den indfødte sprogbrugers muligheder, hvorfor denne ikke nødvendigvis behøver at kende til elevens træningsmål.