Svar på spørgsmål:
Ikke så få elever/studerende, og især de introverte og sprogligt usikre, udsættes for en høj stressfaktor, når de skal sige noget på fremmedsproget i hele klassens påhør. Presset øges, i og med at de jo godt ved, at der er tale om en form for overhøring, og at der forventes et hurtigt og såvel sprogligt som indholdsmæssigt korrekt svar. Denne stressfaktor mindskes betydeligt, når man opdeler klassen/holdet i mindre samtalegrupper med en atmosfære, der er mere præget af fortrolighed, nærhed og intern opbakning blandt gruppedeltagerne. Det positivt affektive klima bevirker, at gruppedeltagerne tør kaste sig ud i den mere personlige og kreative samtale, som kan styrke deres mundtlige kommunikative færdigheder betragteligt.
Jeg har gennem mange års erfaring med udvikling af samtalefærdighed den helt klare oplevelse, at grupper med tre deltagere er dem, der fungerer bedst på alle punkter og dermed giver deltagerne det største læringsmæssige udbytte.
To deltagere er som udgangspunkt for få, fordi de 'uformelle samtaler' både indholdsmæssigt og kommunikativt er mere udfordrende end de lærerstyrede mundtlige aktiviteter. Det kræver derfor mere af to end af tre deltagere at holde samtalen i gang uden (for mange) uønskede pauser.
Fire deltagere i en gruppe er til gengæld umiddelbart for mange, enten fordi der primært samtales to og to, eller den sprogligt svageste i gruppen ofte risikerer ikke at komme til orde.
Men hvad gør man så, når dannelse af tremandsgrupper ikke passer med antallet af deltagere i undervisningen? Min anbefaling er at få dannet flest mulige tremandsgrupper og lade to- og firemandsgrupper være undtagelsen.
Ved dannelse af en tomandsgruppe anbefaler jeg, at begge deltagere hører til blandt de sprogligt stærke. Hvis den ene er sprogligt stærk og den anden svag, opstår der hurtigt et uhensigtsmæssigt 'lærer-elev-forhold'.
Ifm. grupper på fire deltagere er der fx flg. muligheder:
- Først og fremmest at afprøve, om en sådan gruppe kan køre tilfredsstillende. (Det vil som regel kun kunne lade sig gøre i meget få tilfælde).
- At lade de tre af deltagerne være de primære samtalepartnere, medens den fjerde tager observatørens rolle og efterfølgende kommenterer på (udvalgte aspekter af) samtalens afvikling. Rollerne som hhv. samtalepartner og observatør går naturligvis på skift inden for fastsatte tidsrammer.
- At lade de tre af deltagerne være de primære samtalepartnere, medens den fjerde udelukkende tager rollen som aktiv modtager, der løbende giver sproglig tilbagekanalisende feedback (også kaldet 'baggrundssignalering' af opmærksomhed, interesse og forståelse af det, samtalens parter siger). Rollerne går igen på skift og med ikke for lange intervaller.
--------------------------
Se også:
- indlæg 48 (Sammensætning af samtalegrupper).
--------------------------
© Lone Ambjørn 2019, blogindlæg på websiden http://lone-ambjoern.dk/
--------------------------
Andre indlæg i samme serie:
SAMTALE SPØRG-SVAR (1): Indledning
SAMTALE SPØRG-SVAR (2): Hvorfor aktiviteten 'uformel samtale' til oparbejdelse af samtalefærdighed?
SAMTALE SPØRG-SVAR (3): Hvordan fastholdes fokus på en samtaleteknik i træningen?
SAMTALE SPØRG-SVAR (4): Omfanget af træning i 'uformel samtale'