SAMTALE SPØRG-SVAR (9): Bør deltagerne i træningen af ‘uformel samtale’ bruge manuskript?

Svar på spørgsmål:
Behovet for at anvende et manuskript finder man primært hos elever/studerende, der er nervøse for at begå fejl i deres sproglige produktion. Hos nogen beror dette på deltagelse i (tidligere) sprogundervisning med et udtalt fokus på korrekthed, medens der hos andre kan være tale om en iboende perfektionisme, der udgør en barriere for den friere sprogudøvelse uden "sikkerhedsnet".

Hvad årsagen til anvendelse end måtte være, er det min egen erfaring, at manuskripterne typisk bruges på to måder.

1.
Alle deltagere i en samtalegruppe bidrager i en forberedelsesfase til udfærdigelsen af et manuskript, hvor de indskriver deres respektive replikker, som de i udførelsesfasen læser op på skift. Når de er færdige med det, ophører "samtalen". Og det gør den langt hurtige end normalt, da der er grænser for, hvor meget en gruppe orker at skrive ned.

2.
En deltager i samtalen har selvstændigt udfærdiget et manuskript over et af delaspekterne til et emne i en samtalekasse. Den pågældendes samtalebidrag læses så op på et mere eller mindre vilkårligt sted i samtalen og uden (nævneværdig) hensyntagen til, hvornår eller hvordan bidraget indholdsmæssigt og samtalestrukturelt passer ind. Det lyder som en umotiveret enetale.
--------------------
Som udgangspunkt er man nødt til at bevidstgøre deltagerne om, hvorfor brug af manuskript i en 'uformel samtale', der, efterhånden som træningen skrider fremad, skal komme så tæt på den ægte samtale som muligt, er uhensigtsmæssig.

En ægte samtale er jo karakteriseret ved bl.a. kreativitet og spontanitet, og netop af den årsag kan og skal den ikke på forhånd planlægges som et skuespil til opførelse.
Begge modeller for anvendelse af manuskript afstedkommer selvsagt både et uacceptabelt kunstigt diskursmønster samt et forringet flow og indhold i samtalen.
Bidragene leveres i et inadækvat skriftsprog og ikke i et naturligt talesprog.
Øjenkontakt med manuskriptet er mere udtalt end med samtalepartnerne.

Endvidere vil jeg foreslå, at man i rollen som vejleder prøver at finde ud af årsagerne bag behovet for oplæsning fra et manuskript. I langt størsteparten af tilfældene er der tale om, at deltagerne har et urealistisk højt korrekthedskrav til egne præstationer.

Endnu et forslag er, at man som underviser overvejer, om der evt. kunne være brug for et fornyet syn på fejl. Opfattelse af fejl i en negativ betydning af ordet og som en ufuldstændig version af målsproget kan med fordel erstattes af en opfattelse af intersproget som en selvstændig sproglig varietet, dvs. som en afvigelse fra målsproget. Man kan ikke – heller ikke ved at bruge manuskript i samtaletræningen – undgå at begå fejl, og det skal man heller ikke. Fejl er nu engang et nødvendigt og naturligt led i sprogtilegnelsesprocessen og ikke en "negativ forstyrrelse".

I relation hertil kan man bevidstgøre deltagerne om, at ikke engang indfødte sprogbrugere er i stand til at tale eller samtale uden at begå fejl. Dette hænger sammen med den kognitive overbelastning, som mundtlig produktion under tidspres og uden forhåndsplanlægning forårsager. Der skal i det hele taget gøres op med den ofte fejlagtige forestilling om, at indfødte sprogbrugeres og sprogunderviseres sprog er fejlfrit.

Erfaringen viser også, at behovet for anvendelse af manuskript kan erstattes af en intensiveret forberedelsesfase. Se om forberedelsesfasen her:
Forberedelse-efterbearbejdning-uformel samtale

Endelig kan man i stedet for et manuskript tillade samtalepartnerne at have et støtteark liggende foran sig under træningen. På et sådant ark kan den enkelte deltager i samtalen have nedskrevet fx vigtige emnerelevante gloser og/eller stikord til emnemæssige perspektiveringer, som den pågældende skal bruge i samtalen.