Svar på spørgsmål:
Der er her tale om et spørgsmål, hvis svar afhænger af flere forskellige faktorer, herunder det pågældende sprogfags struktur, indhold og evalueringsform. Jeg vælger derfor at svare overordnet og generelt.
Indretning af lokalet:
Borde og stole i det pågældende lokale opstilles på en sådan måde, at samtalegruppernes deltagere kan sidde over for hinanden, så der er god øjenkontakt. Sidder samtalepartnerne ved siden af hinanden, har de yderst placerede dårlig øjenkontakt, foruden at de har sværere ved at høre hinanden. Det betyder, at de må tale højere, hvilket øger støjniveauet i hele lokalet, når alle er tvunget til at gøre det.
Borde og stole opstilles endvidere på en sådan måde, at der så vidt muligt er plads til, at vejleder under gruppetræningen ubesværet kan cirkulere mellem samtalegrupperne og give disse et nap, når der er brug for det. Dette foregår gående/stående.
Kan det lade sig gøre, vil jeg også anbefale, at der hos hver samtalegruppe er en ledig plads til vejleder, såfremt denne får brug for at sætte sig sammen med gruppen i længere tid. Der kan her være tale om behov for uformelle hjælpeforanstaltninger, der fordrer en lidt større indsats fra vejleders side, og der kan være tale om formel formativ feedback, hvor vejleder overværer en del af gruppetræningen i et aftalt tidsrum.
Ifm. med sidstnævnte vil jeg pege på to andre muligheder, hvad angår lokaleindretning. Den første er at bruge katederet og placere gruppedeltagerne med ryggen/siden til de andre i klassen/på holdet, så samtalegruppen ikke føler sig "udstillet". Den anden er at seancerne med feedback foregår i et tilstødende lokale til gruppetræningen.
Vejleders aktiviteter:
a. Hjælpe samtalegrupper, der beder om assistance til et opstået problem ifm. gruppetræningen og/eller har spørgsmål til forståelse og anvendelse af samtaleteknikker og fremgangsmåder i træningen (jf. blogindlæg 95).
b. Observere evt. uhensigtsmæssigheder i gruppernes træning og afhjælpe disse, fx:
- Samtalen går hele tiden i stå.
- Samtalen afvikles mere på dansk end på fremmedsproget.
- Samtalen afbrydes konstant af gloseopslag.
- Samtalepartnerne har glemt eller tilsidesætter, hvor fokus i træningen skal lægges.
- I en samtalegruppe korrigerer en deltager hele tiden de andres grammatiske fejl.
- I en samtalegruppe tager en deltager lærerens rolle og "overhører" de andre i gruppen.
- I en samtalegruppe deltager et enkelt gruppemedlem ikke i samtalen.
- I en samtalegruppe holder en deltager medlem længere enetaler, medens de andre er passive modtagere.
- Træningen i en samtalegruppe er af markant kortere varighed end de andre gruppers.
c. Fungere som model, når realisationen af et konversationel fænomen eller en konversationel adfærd lettest illustreres i praksis ved deltagelse i gruppesamtalen.
d. Give feedback (formativ vurdering), se fx indlæg 81.
For en grundig indføring i undervisers rolle som vejleder samt i differentieret feedback på bl.a. produkt og proces, henviser jeg til Ambjørn (2017): Synlig og differentieret læring i oparbejdelsen af konversationel kompetence i sprogundervisningen. – Vejledende materiale til kompetenceudvikling
Direkte link:
Synlig og differentieret læring i oparbejdelsen af konversationel kompetence i sprogundervisningen
--------------------
© Lone Ambjørn 2019, blogindlæg på websiden http://lone-ambjoern.dk/
--------------------
Andre indlæg i samme serie:
SAMTALE SPØRG-SVAR (1): Indledning
SAMTALE SPØRG-SVAR (2): Hvorfor aktiviteten 'uformel samtale' til oparbejdelse af samtalefærdighed?
SAMTALE SPØRG-SVAR (3): Hvordan fastholdes fokus på en samtaleteknik i træningen?
SAMTALE SPØRG-SVAR (4): Omfanget af træning i 'uformel samtale'
SAMTALE SPØRG-SVAR (5): Hvor mange deltagere består en samtalegruppe af?
SAMTALE SPØRG-SVAR (6): Overgangen mellem smalltalk og bigtalk i 'uformel samtale'
SAMTALE SPØRG-SVAR (7): Opstart på et forløb i samtalefærdighed
SAMTALE SPØRG-SVAR (8): Kreativitet i 'uformel samtale'
SAMTALE SPØRG-SVAR (9): Bør deltagerne i træningen af 'uformel samtale' bruge manuskript?
SAMTALE SPØRG-SVAR (10): Overværer samtalegrupperne hinandens samtaletræning?