SAMTALE SPØRG-SVAR (18): Hvordan kommer en samtalepartner, der er “røget ud” af samtalen, ind i den igen?

Spørgsmål:
Hvordan kommer en samtalepartner, der er "røget ud" af samtalen, ind i den igen? I det konkrete tilfælde drejer det sig om, at den pågældende elev har de sproglige og vidensmæssige forudsætninger for at deltage, men hører til de lidt stille og forsigtige med et meget højt korrekthedskrav til sig selv. Dette betyder, at hun kan være lige vel længe om at formulere sit samtalebidrag og derfor hele tiden bliver "overtrumfet" af de to andre samtalepartnere.Til sidst opgiver hun helt og overværer passivt samtalen mellem de andre.

Svar:
Jeg indleder med for en ordens skyld at henvise til indlæg nr. 14 i denne serie ("Hvad kan man gøre, hvis en samtalepartners i en gruppe ikke deltager i samtalen?"). Her drejede det sig om, hvad vejleder kan gøre, hvis en samtalepartner ikke har den fornødne indsigt i et emne eller et tilstrækkeligt emnerelevant ordforråd til som Afsender at deltage i samtalen.

Foreliggende spørgsmål har imidlertid en anden indfaldsvinkel, idet der er tale om, at et højt korrekthedskrav forhindrer deltagelse i samtalen. Jeg kalder i det følgende den pågældende elev (X) og de andre i samtalegruppen for (Y) og (Z).

Ikke alene udebliver (X)'s bidrag som Afsender, men tilsyneladende også som den interesserede Modtager med tilbagekanaliserende feedback. Filmede man en sådan situation, ville man ofte kunne registrere, hvordan (Y) og (Z) lukker mere og mere sammen om sig selv både samtalemæssigt og fysisk, idet de fører den indbyrdes samtale drejet ind mod hinanden og uden øjenkontakt med (X). Det kan i nogle tilfælde komme til at virke, som om (Y) og (Z) helt har glemt (X)'s tilstedeværelse.

For (X) opstår der på denne måde både en stigende psykologisk og samtalemæssig barriere, som erfaringen viser er utrolig svær at overvinde. Det vil sige, at vejleders råd til (X) for det første er at gøre alt for ikke at komme i denne situation og arbejde på at være mere aktiv som Afsender. Når det drejer sig om at overvinde et urealistisk højt korrekthedskrav til sig selv, kan denne proces tage tid.

Men faktisk kan (X) i rollen som Afsender blot med mindre spørgsmål og kommentarer samt i rollen som Modtager med løbende tilbagekanaliserende feedback opretholde sin position som et "gyldigt" medlem af samtalegruppen. Og hvis vi så forudsætter, at træningen i samtalefærdighed tilrettelægges ud fra de i indlæg 17 beskrevne træningsrunder, kan (X) konkret arbejde hen imod et stigende aktivitetsniveau i hhv. anden og tredje runde.

På samme tid skal det understreges, at det ikke alene er (X), der skal arbejde på, at den beskrevne situation ikke opstår. Det skal (Y) og (Z) også. Det er i strid med god samtaleskik at lukke en samtalepartner ude af en samtale, der til hver en tid opbygges og holdes i gang via et samarbejde mellem alle deltagere.

Så snart man i en samtale registrerer, at den ene part er lidt (for) stille, bør det derfor være en helt naturlig opgave at få den pågældende inddraget igen ved at
1) stille spørgsmål (spørge-ind-til);
2) gøre brug af vendinger, hvormed man sikrer forståelse (Forstår du/I, hvad jeg mener; Kan du/I se, hvor jeg vil hen; Er du/I med? Kan du/I følge mig?);
3) anvende de såkaldte appelgambitter sidst i replikker (ikke?; vel?; tror du/I ikke?; synes du/I ikke?; er det ikke rigtigt?);
4) holde øjenkontakten med den pågældende.

Til sidst kan jeg på det varmeste anbefale, at underviser løbende indsamler beskrivelser af sådanne uhensigtsmæssige situationer til en generel bevidstgørelse af eleverne/de studerende om samtalens faldgruber. Den her beskrevne er helt bestemt ikke ualmindelig i de indledende læringsfaser og vil kunne bidrage til højnelse af forståelsen af samtalen som et samarbejde mellem de deltagende parter.
--------------------
© Lone Ambjørn 2020, blogindlæg på websiden http://lone-ambjoern.dk/
--------------------