SAMTALE – FORSLAG (32): Træning af samtaler over emner uden (nævneværdig) interesse for alle deltagere

Dette indlæg skal ses i relation til indlæg 26 (Når samtalen kører trægt pga. manglende interesse for emnerne).

Det vil næsten uundgåeligt være sådan i en samtalegruppe, at hver samtalepartner har et eller flere emner, som er af primær interesse for den pågældende selv, og som de andre måske ikke har den helt store interesse i at samtale om. For at få samtalen til at flyde bedst muligt vil samtalegruppen derfor – og forståeligt nok – ofte i træningen vælge at undgå sådanne emner og i stedet koncentrere sig om emner af fælles interesse.

Når man er nået et stykke hen i et konversationelt træningsforløb, og de mest grundlæggende samtaleteknikker er eleverne/de studerende bekendte, kan det imidlertid være en god idé med jævne mellemrum at introducere træning af samtaleemner, som ikke har alle gruppedeltageres (nævneværdige) interesse.

Begrundelsen for denne træning er, at man uundgåeligt kommer i denne situation i det virkelige liv og derfor skal lære at håndtere den samtaleteknisk optimalt og under hensyntagen til, hvad der er god takt og tone i en samtale.

I en samtale anses det for god tone at udvise grundlæggende positivitet over for hinanden og de emner, der bringes på bane. Man skal sørge for, at ingen af de deltagende parter tilsidesættes eller taber ansigt. Man behandler hinanden, som man gerne selv vil behandles. Med dette in mente, nytter det derfor ikke noget, at man bare holder op med at deltage i en samtale, når der bringes emner på bane, som ikke har ens nævneværdige interesse. Man skal fortsætte samarbejdet om at få samtalen til at fungere og være en god medspiller.  

Forslag til træning:
Hver deltager i en samtalegruppe vælger og forbereder sig på et emne, som har deres egen interesse, og som de på forhånd ved, at de andre i gruppen ikke interesserer sig nævneværdigt for. Taler vi om træning på de lavere læringsniveauer, kan det dreje sig om helt enkle og let tilgængelige emner som fx en gruppedeltagers fritidsinteresse eller fejring af en familiefødselsdag.

En af samtalepartnerne i en gruppe lægger ud med at introducere sit emne. De andre samtalepartnere skal så via teknikken 'spørge ind til' udvise interesse og nysgerrighed over for det pågældende emne.
Kan opgaven ikke gennemføres på målsproget i første omgang, kan den udføres på dansk i en forberedelsesfase, specielt med henblik på udvisning af den fornødne kreativitet i spørgsmålene.
På samme tid som der 'spørges-ind-til', skal der gives tilbagekanaliserende feedback, som jo er den aktive Modtagers måde at udvise interesse på.

Samtalen afsluttes med, at en af samtalepartnerne udfører et adækvat emneskift.
(Se om emneskift i indlæg 20 og 21).
Derefter introducerer en anden samtalepartner sit emne osv., osv.

 Sammenholder man ovenstående forslag/anbefaling med min besvarelse af spørgsmål i indlæg 26, er konklusionen, at det overordnet set er vigtigt i samtaletræningen at finde frem til emner, som har deltagernes interesse, fordi den logisk flyder bedst på den måde, og ufrivillige pauser undgås.

På et lidt mere avanceret stadium er man imidlertid nødt til også at træne eleverne/de studerende i samtaleteknisk at håndtere emner, som de finder mindre interessante under hensyntagen til god samtaleskik.

Se også indlæg 14: (Hvad kan man gøre, hvis en samtalepartner ikke deltager i samtalen?)
--------------------
© Lone Ambjørn 2020, blogindlæg på websiden http://lone-ambjoern.dk/
--------------------
Andre indlæg i samme serie:
SAMTALE SPØRG-SVAR (1): Indledning  
SAMTALE SPØRG-SVAR (2): Hvorfor aktiviteten 'uformel samtale' til oparbejdelse af samtalefærdighed?  
SAMTALE SPØRG-SVAR (3): Hvordan fastholdes fokus på en samtaleteknik i træningen? 
SAMTALE SPØRG-SVAR (4): Omfanget af træning i 'uformel samtale'  
SAMTALE SPØRG-SVAR (5): Hvor mange deltagere består en samtalegruppe af?  
SAMTALE SPØRG-SVAR (6): Overgangen mellem smalltalk og bigtalk i 'uformel samtale' 
SAMTALE SPØRG-SVAR (7): Opstart på et forløb i samtalefærdighed  
SAMTALE SPØRG-SVAR (8): Kreativitet i 'uformel samtale'  
SAMTALE SPØRG-SVAR (9): Bør deltagerne i træningen af 'uformel samtale' bruge manuskript?
SAMTALE SPØRG-SVAR (10): Overværer samtalegrupperne hinandens samtaletræning?
SAMTALE SPØRG-SVAR (11): Hvordan indrettes lokalet, og hvad foretager underviser sig under gruppetræning af 'uformel samtale'? 
SAMTALE SPØRG-SVAR (12): Hvordan kan man indtænke differentiering i udformningen af en 'uformel samtale'?
SAMTALE SPØRG-SVAR (13): Hvorfor kan man undertiden opleve, at den tilbagekanaliserende feedback ikke fungerer efter hensigten i samtaletræningen? 
SAMTALE SPØRG-SVAR (14): Hvad kan man gøre, hvis en samtalepartner i en gruppe ikke deltager i samtalen?
SAMTALE SPØRG-SVAR (15): Deltagerne i 'uformel samtale' kommer undertiden med irrelevante og overflødige informationer
SAMTALE SPØRG-SVAR (16): Den 'uformelle samtale' afvikles uhensigtsmæssigt som en rundbordssamtale med korte spørgsmål-svar
SAMTALE SPØRG-SVAR (17): Svarer de tre anbefalede træningsrunder af hver 'uformel samtale' til tre identiske gennemløb af samme samtale?
SAMTALE SPØRG-SVAR (18): Hvordan kommer en samtalepartner, der er "røget ud" af samtalen, ind i den igen?
SAMTALE SPØRG-SVAR (19): Gloseopslag under udførelsen af 'uformel samtale' 
SAMTALE SPØRG-SVAR (20): Emneskift i 'uformel samtale'
SAMTALE SPØRG-SVAR (21):  Reaktion til anden samtalepartner før emneskift
SAMTALE SPØRG-SVAR (22): De lærerstyrede spørgsmål-svar vs. naturlig hverdagssamtale og deltagercentreret oparbejdelse af samtalefærdighed
SAMTALE SPØRG-SVAR (23): Oparbejdelse af den strategiske kompetence (kommunikationsstrategier) i det digitale læringsrum – vedr. materialer
SAMTALE SPØRG-SVAR (24): Strategisk kompetence (kommunikationsstrategier) – vedr. relationen mellem strategisk og leksikalsk kompetence
SAMTALE - EN KOMMENTAR (25): Strategisk kompetence (kommunikationsstrategier) – vedr. den modtagerorienterede synsvinkel
SAMTALE SPØRG-SVAR (26):  Når samtalen går i stå eller kører trægt pga. manglende interesse for emnerne
KOMMENTAR TIL INDLÆG 26: Vurdering af anbefalet bog
SAMTALE SPØRG-SVAR (27): Hvorfor kan der være problemer med at få præfabrikerede spørgsmål til givne emner til at fungere optimalt i samtaletræningen?
SAMTALE SPØRG-SVAR (28): Samtale om Danmark uden at påtage sig en kunstig rolle
SAMTALE – FORSLAG (29): Vedr. fejlagtig opfattelse af meningsudveksling (diskussion)
SAMTALE SPØRG-SVAR (30): Individuel formativ feedback på samtaleelementer, der kræver samarbejde
SAMTALE SPØRG-SVAR (31): Nedtoning af den dominerende sprogelevs aktivitetsniveau i samtalen