SAMTALE SPØRG-SVAR (36): Når en af samtalepartnerne i en gruppe ikke føler sig fagligt udfordret samtaleteknisk af et læringsmål

Spørgsmål:
Hvad gør man, når en af samtalepartnerne i en gruppe ikke føler sig fagligt udfordret samtaleteknisk af et læringsmål?

Jeg har oplevet problemet, da en samtalegruppe som læringsmål havde anvendelse af 'svargambitter' (gambitter man foranstiller svar på spørgsmål) i kombination med teknikken 'spørge ind til'. En af samtalepartnerne mente at beherske de vigtigste svargambitter og følte derfor ingen motivation for at have specifikt træningsfokus på dem sammen med den øvrige gruppe.

Jeg har i første omgang opfordret vedkommende til at tjekke, om hun evt. skulle være tilbøjelig til at "overforbruge" nogle svargambitter på bekostning af andre og så – med henblik på at tilstræbe variation i gambitbrugen – sætte træningsmæssigt ind over for de typer, der bruges mindre/mindst.

Kunne du evt. pege på andre muligheder?

Svar:
Ideen med at pege på et evt. overforbrug af nogle svargambitter på bekostning af andre kan være særdeles brugbar. Sprogelever har nemlig ofte en tilbøjelighed til at udvælge sig en enkelt eller et par favoritter, som de fokuserer på træningsmæssigt. Den gode samtalepartner skal gerne kunne variere sin gambitbrug, så variation er et mål i sig selv.

Der er også den mulighed, at der på det pågældende fremmedsprog findes flere svargambitter end dem, der er repræsenteret i det givne undervisningsmateriale, og som /særligt/ kompetente samtaledeltagere kunne få en udfordring ved at træne.

Hermed er jeg inde på at differentiere gruppens læringsmål, så anvendelsen af samtaleteknikker udarbejdes til fx tre læringsniveauer. I det konkrete tilfælde kunne der foreligge 'svargambitter I', 'svargambitter II' og 'svargambitter III'. Der kan så fra niveau til niveau være tale om anvendelse af et stigende antal forskellige gambitter, om forskellige sværhedsgrader og andre differentierende læringskriterier.
At de tre deltagere i en samtalegruppe træner svargambitter på forskellige niveauer, plejer ikke at udgøre et problem på nogen måde, og alles individuelle læringsbehov tilgodeses mere optimalt på denne måde.

Den samme fremgangsmåde med en niveauopdeling kan naturligvis også anvendes til andre samtaleteknikker.

I det konkrete tilfælde er der tale om to læringsmål: det primære (svargambitter) og det sekundære ('spørge ind til'). Det er det primære, at den pågældende elev ikke mener sig tilstrækkeligt udfordret af. Men i det sekundære mål ligger der også et differentieringspotentiale. Føler en samtalepartner ikke tilstrækkelig læringsmæssig udfordring i anvendelse af svargambitterne alene, kan man anbefale den pågældende at sætte ekstra fokus på teknikken 'spørge-ind-til'. Den fordrer en del kreativitet for at fungere efter hensigten og kan sjældent trænes for meget.

Endelig vil jeg pege på endnu en måde, hvorpå den enkelte gruppedeltager, såfremt det er påkrævet, kan udfordres ud over de(t) eksplicitte træningsmål. Og det er i rollen som modtager, der løbende skal give tilbagekanaliserende feedback på det, de andre samtalepartnere siger.