SAMTALE SPØRG-SVAR (58): Skitser over fastlagt emnerækkefølge i træning af en ‘uformel samtale’

Spørgsmål:
Nogle af de lidt svagere samtalegrupper vælger at fastlægge rækkefølgen på de emner, der skal berøres i den 'uformelle samtale'. De har så hver især en skitse over rækkefølgen foran sig under træningen og følger den ret slavisk.

Min oplevelse er, at denne skriftlige fastlæggelse af emnerækkefølgen undertiden fører en uheldig grad af udenadslære med sig. Når jeg som vejleder sidder med hos en gruppe under deres træning, registrerer jeg også, at gruppens medlemmer ikke alene anvender denne skitse, men endvidere har fordelt et givet emnes delaspekter mellem sig, så de er ansvarlige for at bringe disse på banen i en bestemt rækkefølge. Det giver alt i alt indtryk af en unaturlig og indstuderet samtale.

På den anden side kan jeg umiddelbart godt forstå behovet for en struktur at støtte sig til hos de sprogligt svagere elever, fordi de (endnu) ikke er så vante til selv at skulle tage styringen. Så jeg er både for og imod denne fremgangsmåde. Hvad tænker du?

Svar:
Den ægte samtale er jo karakteriseret ved kreativitet og spontanitet, som i en fremmedsproglig læringssituation oparbejdes gennem en træningsproces. Denne træningsproces bliver ikke optimal, hvis en gruppe konsekvent støtter sig til skitser over emnerækkefølgen i en samtale.

En af forklaringerne på behovet for en høj grad af forhåndsplanlægning er, at deltagerne er vante til, at det er underviser, der i de styrede, mundtlige aktiviteter fastlægger emnerækkefølgen. I de 'uformelle samtaler' står de i højere grad med ansvaret selv, og det kan ikke mindst hos de svagere elever/studerende skabe utryghed og usikkerhed, indtil de er blevet vante til denne fremgangsmåde og forstår at administrere den i praksis.

Dertil kommer, at der hos nogle grupper/hos nogle deltagere ikke findes det fornødne overskud til på én gang at håndtere selve de forskellige fremmedsprogede elementer foruden samtalens struktur, hvilket der så kompenseres for ved at søge en så fast planlægning af strukturen som muligt.

Generelt er det en rigtig god idé at bevidstgøre deltagerne om sproglig læring forstået som en gradvis proces. En 'uformel samtale' kan umuligt køre optimalt fra starten, og det er er heller ingen, der kræver. Samtalefærdigheden opbygges gennem træning, og det tager tid, før træningen fører til det ønskede læringsmæssige resultat. Min erfaring er, at elever/studerende undertiden stiller urealistisk høje krav til sig selv – i nogle tilfælde pga. meget høje korrekthedskrav i tidligere undervisning – og at disse krav kan føre til behovet for mindre hensigtsmæssige støtteforanstaltninger i træningen.

Forståelse af læringsprocessen som en gradvis proces kan fremmes gennem 1) bevidstgørelse om og gennemførelse af bl.a. en grundig forberedelsesfase:
Forberedelse-efterbearbejdning-uformel samtale

samt 2) gennem bevidstgørelse om og gennemførelse af cyklisk træning og træningsrunder:
Cyklisk traening og traeningsrunder

Specifikt hvad angår de grupper/de deltagere, der føler et behov for at udarbejde skitser over emnerækkefølgen i samtalerne, kan man afprøve effekten af, at de i forberedelsesfasen laver en overordnet mundtlig planlægning af en mulig emnerækkefølge. Fordelen herved er, at en emnerækkefølge har været berørt, men ikke decideret er fastlagt eller nedskrevet.

Hvis behovet for ekstra støtte fortsat er eksisterende, kan man overveje at tillade brug af en skitse over fastlæggelse af emnerækkefølgen i første træningsrunde. Det begrunder jeg med, at første runde logisk er sværere at udføre end de to (eller evt. tre) følgende. Dette vil for nogen betyde en mindre kognitiv belastning, fordi der i første træningsrunde af hver 'uformel samtale' også er delvist nye emner, gloser mv. at fokusere på.

Hvis man så alligevel oplever grupper, der ikke har sluppet "sikkerhedsventilen", kan man, når man som vejleder sidder med hos en gruppe, deltage i samtalen og komme med spontane indspark til samtalen. Det ved jeg godt umiddelbart kan skabe lidt nervøsitet og forvirring, men meget ofte vil det vise sig, at grupperne fint kan klare denne lille udfordring, som kan bidrage til større mod på at tage de fornødne risici i samtalen.

Generelt hvad angår forsøg på fastlagte rækkefølger på emner, fastlagte rækkefølger på hvem der skal sige hvad hvornår osv., osv., er det min erfaring, at de ofte ikke virker efter hensigten. På et eller andet tidspunkt er der en samtalepartner, der træder uden for det aftalte. Desto mere forhåndsplanlagt, der er at holde styr på, desto større bliver nervøsiteten hos den enkelte samtalepartner for ikke at kunne huske/ikke at overholde det aftalte. Og dermed forsvinder den tryghed, der bl.a. var en begrundelse for i det hele taget at forhåndsplanlægge.