SAMTALE SPØRG-SVAR (70): Vedr. betydningen af sproglig bevidsthed og opmærksomhed

Spørgsmål
Mit spørgsmål er inspireret af indlæg 69.
Nogle af mine elever er af den overbevisning, at oparbejdelse af samtalefærdighed udelukkende sker ubevidst ved at "snakke løs" i undervisningen samt under ophold i målsprogslandet. Denne holdning medfører en manglende motivation for at arbejde med opmærksomhedsaktiviteter rettet mod samtaleteknikker som et led i forberedelsen til samtaletræningen gennem brug af tasks. Problemet i denne forbindelse er, at disse elevers samtalefærdighed ikke udvikler sig i nævneværdig grad sammenlignet med de øvrige elevers.
Med til historien hører, at samme elever ikke udviser den samme skepsis/modvilje, når det drejer sig om fokuserede aktiviteter rettet mod grammatik.
Et par af mine kolleger, som jeg samarbejder med omkring samtalefærdighed, oplever det samme.
Har du evt. en kommentar til dette? Kunne du henvise til lidt litteratur vedr. sproglig bevidsthed og opmærksomhed?

Svar
Jeg kender til fulde til problemstillingen og har fra min tidligere undervisning den erfaring, at mange elever/studerende bliver forbavsede over en systematisk og bevidst tilgang til udviklingen af den konversationelle kompetence. De opfatter samtale i sprogundervisningen som en slags underholdende aktivitet uden nødvendigheden af et selvstændigt, veldefineret læringsmål og samtalefærdigheden som en færdighed, der udvikles ubevidst. Endvidere kan jeg nikke genkendende til nogle studerendes manglende motivation over for aktiviteter med opmærksomheden rettet mod konversationelle elementer som et led i forberedelses- og evt. efterbearbejdningsfasen til selve samtaletræningen.

Den grammatikalske kompetence, derimod, har langt de fleste elever/studerende en anden opfattelse af. Om den ved de - eller fornemmer - at den ikke udvikles uden videre, og de er vante til at træne grammatiske fænomener gennem forskellige former for opmærksomhedsaktiviteter som et led blandt flere i udviklingen af denne kompetence.

Holdningen til den konversationelle kompetence bunder utvivlsomt i et manglende kendskab til et bevidst og målrettet arbejde med den. I bogen Henriksen/Fernández/Andersen/Fristrup: Hvorfor gør jeg det, jeg gør? - Refleksionshåndbog for sproglærere (Samfundslitteratur 2020) berøres problemstillingen i kap. 5, afsnit 5.2, p. 144: At tale.
Her skelnes mellem 'doing speaking' og 'teaching speaking', hvor sprogeleverne i førstnævnte tilgang opfordres til at tale målsproget, uden at de direkte undervises i, hvad mundtlighed indebærer. Det anføres, at 'teaching speaking', dvs. en systematisk opøvelse af den mundtlige sprogfærdighed, er et af de mest forsømte områder i sprogundervisningen i Danmark, og at direkte, eksplicit undervisning i både monologisk og dialogisk mundtlighed er sjælden.

At eleverne/de studerende er vante til fokus på grammatisk form og ikke stiller spørgsmålstegn ved opmærksomhedsaktiviteterne, er dog ikke ensbetydende med, at de forstår det læringsmæssige formål med dem. Derfor er mit forslag at slå flere fluer med ét smæk og bruge lidt tid på en kortfattet teoretisk intro til de trufne didaktiske valg på et for eleverne forståeligt sprog.

I min artikel "Styrkelse af den lærendes medansvar i udviklingen af intersproget via en sproglæringskompetence" plæderer jeg netop for denne form for bevidstgørelse. Desuden er jeg inde på de såkaldte 'learner beliefs', hvor den negative af slagsen kan føre til en uhensigtsmæssig læringsproces. (Ganske vist er denne artikel rettet mod studerende på de højere læreanstalter, men principperne kan uproblematisk anvendes og formidles på lavere undervisningsniveauer).
Link: http://lone-ambjoern.dk/wp-content/uploads/2014/01/Styrkelse-af-den-laerendes-medansvar-via-sproglaeringskompetence.pdf

Bjerre/Ladegaard (2007): Veje til et nyt sprog - teorier om sprogtilegnelse. Kap. 5. Dansklærerforeningens Forlag) kunne udmærkes anvendes som udgangspunkt for en intro til sproglig bevidsthed og opmærksomhed. Den indledes med Krashens teori om sprogtilegnelse som en ubevidst handling og fortsætter med bl.a. Richard W. Schmidt's modsatrettede argumentation gående på, at der må rettes en vis form for opmærksomhed mod sprogets form, før sprogindlæreren vil tilegne sig det. Schmidt's teori fra 1990 bygger på et studie af hans egen tilegnelse af portugisisk under et ophold i Brasilien. En af de vigtigste observationer, han gjorde, var, at langt de fleste sproglige elementer, han tilegnede sig, havde været genstand for hans opmærksomhed.

Schmidts teori om bevidsthed har siden da øvet stor indflydelse på sprogforskningen. I dag er der ikke mange, der tror på, at et sprog kan tilegnes ubevidst. En af de væsentlige opgaver består derfor i at anvende en læringsmæssig tilgang, hvor sprogelevernes arbejde med bevidsthed og opmærksomhed udgør en integreret del af det kommunikative arbejde.