SAMTALE SPØRG-SVAR (76): Modvilje mod smalltalk

Spørgsmål
Jeg oplever, at nogle (få) elever nærer modvilje mod smalltalk i en sådan grad, at de ikke deltager i den del af gruppesamtalen. Jeg har selvfølgelig talt med dem om det, og den forklaring, jeg får, er, at de heller ikke uden for undervisningssituationen - hverken på dansk eller fremmedsproget - deltager i smalltalk, da de ikke kan engagere sig i "det overfladiske og ligegyldige indhold".
Har du oplevet noget tilsvarende, og har du forslag til en løsning af problemet?

Svar
Jeg vil lægge ud med at svare, at jeg kan nikke genkendende til problemet. Min erfaring er også, at det er manglen på substantielt indhold i smalltalken, der hos nogle elever/studerende kan forårsage modvilje mod at tage del i den. Dette skyldes som regel en manglende forståelse af smalltalkens funktioner i samtalen.
Jeg vil nedenfor komme med input, som forhåbentlig kan overbevise de pågældende om at deltage i smalltalken i samtaletræningen.

Som det primære skal man holde sig for øje, at smalltalken er en samtaleteknik, der fungerer som indledning til bigtalken, og den er et socialt virkemiddel, hvormed man udtrykker venlighed. Det er en kommunikationsform baseret på sociokulturelle normer, og den adskiller sig grundlæggende fra bigtalken ved ikke at have et substantielt indhold. (Det er smalltalken som samtaleteknisk indledning til bigtalken, jeg i min tilgang anbefaler eksplicit træning i).

Når man indleder en samtale med en kortere smalltalk, hænger det sammen med, at man ikke uden videre starter op på det substantielle i samtalen. Deltagerne bruger smalltalken til lige at få skabt en grundlæggende kontakt og pejle sig ind på hinanden, før den egentlige samtale starter. At starte direkte op uden indledning, vil virke pågående og overrumplende på de fleste.

Andre gange er smalltalken udelukkende et socialt virkemiddel som fx i situationer, hvor man lige siger hej til naboen og kommenterer vejret på vej ned ad trappen. Det gør man naturligvis ikke, fordi man mener, at naboen er specielt interesseret i vejret den pågældende dag. Man gør det, fordi det er en social konvention lige at udveksle et par bemærkninger og dermed tilkendegive, at man anerkender naboen som nabo. Man kan opfatte smalltalken i en sådan situation som en lidt længere og venlig hilseform end bare at sige "hej".

Det faktum, at smalltalken er baseret på sociokulturelle normer, gør, at alle forventes at overholde disse. For at "overleve" socialt og blive accepteret af flokken, skal man kunne samtale inden for de gældende regler. Gør man ikke det, kan det både fornærme og såre andre. Vil man ikke respektere samtalens spilleregler, skal man være klar over, at man ikke er i stand til at begå sig i en almindelig hverdagssamtale og vil blive anset for at være uinteresseret i at kommunikere med andre.

Hertil kan de skeptiske sprogelever så indvende, at klasse- og holdkammeraterne, som de træner samtale med, jo kender dem og derfor ikke vil opfatte den manglende interesse for deltagelse i smalltalken så negativt. Men samtaletræningen i undervisningen er jo et middel til at nå målet, som er deltagelse i ægte hverdagssamtaler med indfødte sprogbrugere i målsprogslandet. Netop dér og i relation til personer, man kender mindre godt, vil brud på sociokulturelle normer få særligt negative konsekvenser pga. de uheldige signaler, denne adfærd sender. Derfor er man nødt til at beherske smalltalkens grundlæggende former.