SAMTALE SPØRG-SVAR (83): De første træningsseancer i samtalefærdighed i praksis

Spørgsmål
Jeg skal snart i gang med at få samtalefærdighed ind som et led udviklingen af mundtlighed i mit fag. Har du et bud på, hvordan man bedst kan få sat gang i samtaletræningen? Jeg tænker ikke så meget på indføring i teorien omkring samtalen, men mere på den praktiske afvikling af de første træningsseancer i praksis. Er der uhensigtsmæssigheder i opstarten af træningen, som man med fordel kan foregribe i form af en intro?

Svar
Mit forslag er helt overordnet at kaste elever/studerende ud i det og få afprøvet den for mange nye træningsform, nemlig gruppetræningen i samtale.

Det nytter ikke rigtigt noget at forsøge at foregribe de uhensigtsmæssigheder, man formoder eller måske fra indlæg her i samtalebloggen ved vil dukke op i de indledende træningsseancer. Træningsgrupperne begår dem som oftest alligevel, indtil de i praksis har erfaret, hvad det hele går ud på, og hvordan de formodes at gribe samtaletræningen an.

Her følger mine forslag.
1.
Nogle steder er man så heldig, at der findes lokaler, hvor borde og stole er opstillet til gruppearbejde. Men det er langt fra altid tilfældet. Derfor er det første trin at få indrettet undervisningslokalet efter hensigten. Det kan godt tage lidt længere tid, end man umiddelbart forestiller sig, indtil det er blevet rutine for deltagerne. (Se mere i indlæg 11).

Husk, at gruppedeltagerne skal sidde sådan, at de har øjenkontakt, dvs. over for hinanden og ikke ved siden af hinanden.

I første omgang er selve sammensætningen af grupperne (jf. indlæg 5 og 48) mindre vigtig. Det væsentlige er, at der dannes grupper på 3 deltagere, undtagelsesvist på 2 deltagere. Ikke 4 – det er for mange i en samtalegruppe.

2.
Til dette introducerende formål er det vigtigt, at underviser har forberedt en aktivitet i samtale, som tilgodeser alles behov og niveau. Se eksempel på den aktivitet, jeg anbefaler til samtaletræning via link i indlæg 2.

Aktivitetens emner skal i så høj grad som muligt matche deltagernes ordforråd på det tidspunkt, hvor aktivitetstypen introduceres. Det er vigtigt, at de allerede helt fra starten får en positiv oplevelse. Der må meget gerne være både lette(re) og svære(re) emner repræsenteret.

Man kan vælge at vise deltagerne en "hel" aktivitet med flere emnekasser og så udvælge et mindre antal, som de i første omgang skal koncentrerer sig om.

En anden mulighed er kun at bygge aktiviteten op over netop de emnekasser, der skal fokuseres på indledningsvist. Fx kan man ved første afprøvning opbygge aktiviteten ud fra 2-3 emnekasser, næste gang ud fra 3-4 emnekasser osv. Hvad der er det mest hensigtsmæssige vurderer underviser i de(t) konkrete tilfælde.

Såvel aktivitetens hovedemne, underemner samt delaspekter til underemnerne bør på forhånd være indskrevet af underviser. På et tidspunkt er det meningen, at samtalegrupperne via brainstorming selv skal finde frem til (nogle af) deres egen samtales delaspekter og indskrive dem i kasserne, men det kan vente indtil videre.

Delaspekterne skal ikke formuleres som spørgsmål. Jf. indlæg 27 og 41 og se eksempler på formulering af delaspekter i introduktionen til aktiviteten i indlæg 2.

Grupperne skal ikke tidsmæssigt presses til at nå et givet antal emnekasser og/eller delaspekter til underemnerne. I den forbindelse skal jeg henlede opmærksomheden på, at deltagerne i starten meget ofte skøjter hen over emnerne, så de bruger meget kortere tid på et emne, end man ville gøre i en autentisk samtale. Dette hænger sammen med manglende kendskab til teknikken 'spørge-ind-til'. Derfor anbefaler jeg, at man i udarbejdelsen af samtaleaktiviteten sørger for, at der er rigeligt med samtalestof.

3.
Når deltagerne sidder i grupper, og hvert gruppemedlem har fået en kopi af aktiviteten, er det en god idé, at underviser kommer med en kort intro til formålet med den samt til fremgangsmåde.
Jeg vil endvidere foreslå, at underviser gør opmærksom på, at grupperne allerede her på de introducerende trin gerne må være kreative i forhold til de anførte delaspekter til underemnerne. Det vil sige, at de meget gerne må komme ind på flere delemner end de anførte, hvis det falder naturligt i samtalen. På den måde får de sammen med ovenstående fra starten et indtryk af, hvorved denne aktivitetstype bl.a. adskiller sig fra den underviser- og tekstbundne aktivitetstype.

4.
I indlæg 7 kommer jeg med forslag til opstarten på et forløb i samtalefærdighed og peger på teknikken 'spørge-ind-til' som den første samtaleteknik, der med stor fordel kan introduceres. Det fastholder jeg, men jeg ville nok lige vente med en egl. indføring i teknikken, til introduktionsfasen er overstået. Der er allerede rigeligt for grupperne at forholde sig til og afprøve. Så bed bare her i første omgang samtalegrupperne om at prøve at føre en samtale over de anførte emner på samme måde, som de ville samtale i virkeligheden.

5.
Underviser bør her i introduktionsfasen holde sig lidt i baggrunden, medens grupperne arbejder. Beder en gruppe selv om hjælp, skal de naturligvis have den, men jeg ved af erfaring, at grupperne har for brug stille og roligt at afprøve diverse.

------------------------
Hermed er samtaletræningen i gang. Formålet med ovenstående er simpelthen, at deltagerne på et helt overordnet plan får et indblik i, hvad gruppetræningen i samtale går ud på, hvilke praktiske foranstaltninger der er en forudsætning for dens gennemførelse, hvordan aktivitetstypen i store træk ser ud, samt at det er gruppedeltagerne selv, og ikke underviser, der styrer samtalen. Når dette er på plads, kan man gå i gang med en mere bevidst gruppedannelse og en mere målrettet træning.

I mange tilfælde vil samtalen selvsagt i starten lyde kunstig, og den vil gå i stå igen og igen. Forbered evt. grupperne på, at dette vil ske, og at de nok hen ad vejen skal få lært at håndtere den. Men ingen grund til panik her i de indledende faser.

I nogle grupper vil man slå over i dansk i større eller mindre omfang, fordi deltagerne mangler ordforråd eller er meget usikre på fremgangsmåden. Lad det passere her i opstartsfasen.