SAMTALE SPØRG-SVAR (95): ‘Vejledningsrummets’ fortrin fremfor plenum til besvarelse af samtalegruppernes spørgsmål i de indledende læringsfaser

Spørgsmål
For langt de fleste sprogelever er oparbejdelse af den konversationelle kompetence og de arbejdsformer, der knytter sig hertil, et nyt element i fremmedsprogsundervisningen. Derfor er det er ikke så mærkeligt, at deltagerne i samtaletræningen har en del spørgsmål, de gerne vil have besvaret i relation hertil. Min erfaring er desuden, at de langt overvejende foretrækker at stille deres spørgsmål i 'vejledningsrummet' og ikke i plenum.

Spørgsmålene fra gruppe til gruppe er ofte ret enslydende – specielt i de indledende læringsfaser.
Det betyder jo så, at jeg gentager de samme svar adskillige gange. Er der evt. en idé i at effektivisere besvarelsen af spørgsmål ved at samle dem i plenum? (Jeg tænker ikke så meget på de rent sproglige spørgsmål (ordforråd, udtale, grammatik), for dem besvarer jeg altid på stedet.

Svar
Jeg vil basere mit svar på begrebet stilladsering.
Som bekendt var det Lev Vygotsky, der med sin teori om den nærmeste udviklingszone (defineret som afstanden mellem det, en lærende selvstændigt kan opnå, og det de kan opnå med vejledning og støtte fra en mere kyndig person) lagde det teoretiske fundament for stilladsering, der blev introduceret af Jerome Bruner sammen med hans kolleger David Wood og Gail Ross (Wood, D., Bruner, J.S., & Ross, G. (1976): The Role of Tutoring in Problem Solving. Journal of Child Psychology and Psychiatry, 17(2), 89–100).
Deres arbejde med stilladsering fremhæver vigtigheden af at give de lærende støtte gennem læreprocessen og gradvist fjerne denne støtte, i takt med at de lærendes færdigheder forbedres, og indtil de er /mere/ selvstændige i deres læring og problemløsning.

Spørgeren nævner 'vejledningsrummet'. Herved forstås både vejleders uformelle cirkuleren blandt grupperne under træningen og de mere formelle vejledningsseancer m. formativ feedback (jf. blogindlæg 11 og 84).

Der er ingen tvivl om, at det er i 'vejledningsrummet', der kan ydes den største grad af stilladsering. Af samme årsag oplever eleverne/de studerende et større læringsmæssigt udbytte dér sammenlignet med plenum. I 'vejledningsrummet' er der mulighed for mere dybtgående, personliggjort stilladsering, hvor vejleder kan tilpasse sin støtte præcist til den enkelte sprogelevs/den enkelte samtalegruppes behov og nærmeste udviklingszone. Af samme årsag er det også i vejledningsrummet, at det største differentieringspotentiale ligger.
Hvis vi dertil lægger, at mange elever opfatter 'vejledningsrummet' som et mere trygt forum at stille spørgsmål i, er det forståeligt, at de foretrækker det fremfor plenum (jf. blogindlæg 81).

Den type spørgsmål, der oftest stilles i direkte relation til samtaletræningen, er:
- de internt træningsrelevante som specifikt er rettet mod den enkelte gruppes samtaletræning, og hvor der derfor er tale om svar indeholdende forskellige former for råd og hjælpeforanstaltninger
- de mere generelle rettet mod forståelse og anvendelse af samtaleteknikker og fremgangsmåder i samtaletræningen.
Disse skal så i det følgende anskues i relation til stilladsering i de indledende lærings- og træningsfaser.

Hvad angår den første kategori af spørgsmål, er det min opfattelse, at besvarelsen (og dermed stilladseringen) vanskeligt kan flyttes til plenum med et godt læringsmæssigt resultat. Selv om spørgsmålene i denne kategori kan være enslydende, er de alligevel af gruppeintern og specifik karakter og opstået i en bestemt kontekst, som vejleders svar skal tilpasses. Grupperne stiller endvidere deres spørgsmål på et tidspunkt, hvor de står og mangler en information eller en hjælpeforanstaltning for at få samtaletræningen til at fungere, og så er det næppe formålstjenligt at udsætte svaret til et senere tidspunkt i plenum. Af den årsag besvares den form for spørgsmål bedst her og nu via en personlig snak face-to-face med vejleder, der hurtigst muligt kan hjælpe gruppen videre i træningen.

Besvarelse af spørgsmål inden for den anden kategori er ganske vist mere egnede til en besvarelse i plenum, fordi spørgsmålene er af mere generel karakter. Men jeg vil ikke desto mindre sætte spørgsmålstegn ved, om der er en læringsmæssig gevinst ved at samle dem i plenum – specielt i de indledende læringsfaser, hvor behovet for stilladsering er størst. Endvidere er der begrundet tvivl om, hvorvidt motivationen kan opretholdes med en udsættelse af et svar til plenum.

Min konklusion er derfor, at svar på spørgsmål fra grupperne ifm. vejledning bør gives med det samme.
Men jeg vil gerne benytte lejligheden til at pege på muligheden af at placere en 'opsamling fra vejledning' i samtale-taskens tredje fase, nemlig efterbearbejdningen. Formålet med denne fase er at få samlet op på forskellige mangler, svagheder og problemstillinger, som vejleder og grupperne selv har registreret i et træningsforløb (forstået som en samtale-task med tre træningsrunder). Her kunne en samlet og uddybende besvarelse af spørgsmålene fra vejledning af grupperne meget vel passes ind og på samme tid fungere som en repetition af problemløsninger.