SAMTALE SPØRG-SVAR (74): Er undervisers fremmedsprog også et intersprog?

Spørgsmål
I indlæg 73 omtaler du undervisers sprog som intersprog. Er det ikke kun vores elevers sprog, der karakteriseres som et sådant?

Svar
Larry Selinker, der er ophavsmand til termen 'intersprog' (1972), anvender den om det sprog, en intersprogsbruger (sprogindlærer) gradvist udvikler i retning af fremmedsproget, og som en karakteriseret ved at have træk både fra modersmål og fremmedsprog. I takt med at intersprogsbrugeren oparbejder mere viden om fremmedsproget, vil trækkene fra modersmålet reduceres.

Hvis man lærer et fremmedsprog efter barndommen, vil man kun yderst sjældent opnå fuld beherskelse af dette på samme niveau som en indfødt sprogbruger. Årsagerne hertil er flere, men det har bl.a. at gøre med, at hjernen er særlig modtagelig for sprogtilegnelse indtil pubertetsalderen, hvorefter sprogtilegnelsen bliver en mere udfordrende proces, fordi hjernens plasticitet aftager. Ikke desto mindre kan en intersprogsbruger opnå en meget høj grad af sprogfærdighed i voksenalderen, men der vil som udgangspunkt altid være forskellige træk i den pågældendes fremmedsprog, der adskiller sig fra den indfødte sprogbrugers. Herunder vil fx ordforrådet være betragteligt mindre.

Der kan således være tale om en livslang sproglig læringsproces. Hvis man ikke ønsker, at ens intersprog skal fossilere permanent eller reduceres, kræver det en kontinuerlig indsats at videreudvikle det i retning af målsproget.

Hermed er mit svar på spørgsmålet, at både sprogelever og deres undervisere er sprogindlærere/intersprogsbrugere, om end naturligvis på forskellige niveauer.

Jeg kan henvise interesserede læsere til at søge på nettet efter (primært engelsk) litteratur om 'intersprog', 'fossilering ' og 'den kritiske periode for sprogtilegnelse' med henblik på uddybning af, hvorfor den intersproglige udvikling som oftest går i står på et tidspunkt, og det er så godt som umuligt at opnå den indfødte sprogbrugers kompetenceniveau.
----------------------------------------
Spørgsmålet giver mig endvidere anledning til en kommentar vedr. en del elevers/studerendes fejlagtige opfattelse af, at et universitetsstudium i fremmedsprog fører til en sprogbeherskelse, der kan sidestilles med den indfødte sprogbrugers. Dette betyder bl.a., at de kan stille urealistiske forventninger til deres undervisers sproglige kompetencer, herunder samtalefærdigheden.

Som det fremgik af foregående blogindlæg, viser undersøgelser, at en del sprogundervisere afholder sig fra at undervise i mundtlighed i nævneværdig grad bl.a. pga. usikkerhed over for egen færdighed på området (Jf. Henriksen/Fernández/Andersen/Fristrup: Hvorfor gør jeg det, jeg gør? - Refleksionshåndbog for sproglærere, Samfundslitteratur 2020), kap. 5, afsnit 5.2: At tale). Spørgsmålet i denne forbindelse er, om elevernes/de studerendes undertiden urealistiske forventninger fører til, at underviser måske i nogle tilfælde kræver urealistisk meget af sig selv. (Dette til overvejelse hos læserne).