SAMTALE SPØRG-SVAR (79): Hvorfor intensiveres perfektionisme ifm. udvikling af samtalefærdighed?

Spørgsmål
Jeg har et spørgsmål vedr. sproglever med en perfektionistisk tilgang til det at lære at samtale på fremmedsproget. Jeg har naturligvis løbende haft perfektionister blandt mine elever, og jeg har registreret de både positive og mindre positive sider heraf. Jeg har imidlertid bemærket, at perfektionismen ligesom intensiveres, når det drejer sig om træning i samtalefærdighed. De forståelsesorienterede og fokuserede produktive aktiviteter i forberedelsesfasen går det fint med. Problemerne opstår under den frie samtaleaktivitet, hvor de pågældendes aktive deltagelse er begrænset. Ifm. vejledning giver de desuden udtryk for frustration og skuffelse over egen formåen.

Jeg har set, at du i indlæg 9 er inde på perfektionisme, men jeg ville høre, om du kunne uddybe problematikken lidt mere. Jeg efterlyser også forslag til, hvad man som underviser/vejleder kan gøre for at prøve at reducere de evt. uhensigtsmæssige konsekvenser, perfektionisme kan have for læringsprocessen, specifikt hvad angår samtalefærdighed.

Svar
Jeg vil indlede mit svar med at beskrive nogle af de positive sider ved en perfektionistisk tilgang til sproglig læring.

Opmærksomhed på detaljen gør, at denne elevtype er mere tilbøjelig til at bemærke og forstå fremmedsproglige detaljer og nuancer.
De har ofte gode organisatoriske færdigheder og er gode til at følge træningsplaner.
De er bevidste om de sproglige områder, hvor de har brug for forbedring, og er villige til at gøre en ekstra indsats på disse områder.
En høj grad af udholdenhed gør, at de er motiverede for at arbejde længe og bevidst for at opnå givne læringsmål.
En perfektionistisk sprogelev vil typisk stræbe efter at opnå en høj standard i sin sprogfærdighed.

Ovenstående vidner om, at perfektionisme på flere måder kan være nyttig i sproglæringsprocessen. Men der er desværre også nogle aspekter, som øver negativ indflydelse derpå, hvoraf jeg vil fremhæve to. Det ene kommer til udtryk ved en markant modvilje mod at begå sproglige fejl. Og det andet har at gøre med urealistiske forventninger til selve læringsprocessen med henblik på hjernens bearbejdningskapacitet.

Perfektionistens karakteristiske stræben efter så fejlfri en sprogproduktion som muligt er umiddelbart mere kompatibel med oparbejdelse af den skriftlige end den mundtlige kompetence. Derfor er det ikke tilfældigt, at rigtigt meget forskningslitteratur inden for området fokuserer på perfektionismens mindre heldige konsekvenser for oparbejdelse af mundtlighed. Problemet er, at "bordet fanger" i det mundtligt produktive her og nu, uden at en sprogelev generelt har de samme muligheder for selvmonitorering og selvkorrektion som i skriveprocessen. (Selvmonitorering er metakognitiv færdighed, som indebærer løbende evaluering af egen mundtlig og skriftlig sprogproduktion).
Dette kan hos en perfektionist føre til en følelse af kontroltab og usikkerhed, som reducerer den pågældendes mod på den mundtlige hypoteseafprøvning og risikotagning, som er vigtige led i den sproglige læringsproces.

Den naturlige samtale er en fri mundtlig produktionsform, hvor man i selve udførelsesfasen ikke bruger et manuskript, ikke bruger tekstbundne spørgsmål, og hvor kreativitet (og på de højere læringsniveauer spontanitet) er karakteristiske træk. Hermed øges risikoen for sproglige fejl naturligt nok, hvilket passer mindre godt ind i det perfektionistiske mindset, hvor fejl ikke opfattes som et naturligt led i sprogtilegnelsen. (Jf. også indlæg 9).

Perfektionistens modvilje mod sproglige fejl kan i mere markante tilfælde komme til udtryk som angst - også for negativ feedback fra underviser/vejleder. Desværre har jeg fra perfektionister blandt mine tidligere studerende erfaret, at modviljen og angsten ikke alene manifesterer sig i klasseværelset, men også i samtaler med indfødte sprogbrugere, på trods af at disse jo hverken vurderer eller evaluerer. Den tilbageholdenhed, perfektionisten udviser i forhold til at deltage i samtalen, har den indfødte sprogbruger ikke forudsætninger for at tolke på anden måde end mangel på interesse. Og det begrænser jo desværre den perfektionistiske sprogelevs muligheder for kontakt med indfødte sprogbrugere.

Den konversationelle kompetences kompleksitet betyder en ekstra udfordring for perfektionisten. Når en sprogelev samtaler, er ikke alene lingvistiske komponenter som ordforråd, grammatik og udtale i spil, men også samtaleteknikker, gambitter, sproghandlinger, kommunikationsstrategier og interkulturelle fænomener. Når en perfektionist tilstræber en høj standard i rollen som samtalepartner, kan den pågældende komme til at stille urealistiske krav om beherskelse af flest mulige af samtalens elementer på én gang, således at der sker en kognitiv overbelastning. Der er nemlig grænser for, hvor mange ikke automatiserede "sproglige bolde", man kan have i luften på én gang, uden at arbejdshukommelsen overbelastes. Kognitiv overbelastning kan på sin side føre til en højere grad af fejlproduktion, og den kan hæmme eller ligefrem blokere for sproglig læring.

På baggrund af ovenstående kan det konkluderes, at perfektionisten med sine holdninger til det at lære et sprog og krav til egne færdigheder kan komme til at spænde ben for sig selv i læringsprocessen. Og så er det jo ikke så mærkeligt, at der opstår frustration, skuffelse, demotivation osv.

Her følger nogle forslag til, hvad man som sprogunderviser/vejleder kan gøre for at prøve at afhjælpe disse problemstillinger.

Man kan med fordel indlede med at bevidstgøre sprogeleven om både de gode og mindre gode aspekter af perfektionisme i relation til det at lære et fremmedsprog.
Derefter vil jeg foreslå bevidstgørelse om de aspekter af den sproglige læringsproces, som har særlig relevans for perfektionisten (jf. ovenstående). Denne bevidstgørelse skal naturligvis foregå i et for eleven/den studerende forståeligt sprog.

Som man kan udlede af ovenstående, er det ikke en god idé som underviser/vejleder at fokusere på sproglige fejl som noget negativt, da det kun vil bidrage til at fremme perfektionistens ubehag og angst. Intersproget skal opfattes som en selvstændig sproglig varietet og ikke en ufuldstændig eller dårlig version af målsproget. At begå fejl er et helt naturligt og uundgåeligt led i læringsprocessen, og det skal slås fast med syvtommersøm.

Hvad angår hensynet til hjernens begrænsede bearbejdningskapacitet og undgåelse af kognitiv overbelastning, bør man over for perfektionisten pointere vigtigheden af, at der pr. træningsrunde (jf. indlæg 17) kun er fokus på et begrænset antal samtalefænomener ad gangen. Med færre mål kan skuffelse og demotivation ændres til en følelse af succes.

Det er også vigtigt, at man forklarer betydningen af progression, altså at læringsmålene opstilles og udvikles gradvist. Ved at opsætte konkrete og realistisk opnåelige mål, vil sprogeleven i højere grad mærke fremskridt. Og det at mærke fremskridt skaber på sin side en positiv og motiverende læringsoplevelse.

Udviklingen af den konversationelle kompetence forudsætter, som bekendt, at deltagerne træner i mindre grupper. Netop samarbejdet i grupper fremfor lærerstyret klasseundervisning er befordrende for den perfektionistiske sprogelevs mod på at deltage aktivt. Det er også af betydning, at gruppen sammensættes på en sådan måde, at der er et konstruktivt og trygt samarbejdsklima.

Den løbende vejledning, jeg plæderer for, at samtalegrupperne tilbydes, skal foregå i en afslappet atmosfære. Det drejer sig jo om, at den perfektionistiske sprogelev føler sig tryg og mindre bekymret for at begå fejl. Derfor er der heller ingen tvivl om, at vejledningsseancer med formativ feedback, hvor man fokuserer mere på proces end på resultat, bekommer perfektionisten bedre.